23948sdkhjf

Seks gode råd om langtidssygefravær

| Medlemsnyhed | Indrykket af Center For Offentlig Kompetenceudvikling

Langtidssygefravær kan være svært at håndtere. Her får du seks gode råd til, hvad du som leder kan gøre for at øge fastholdelsen og afkorte fraværet.

Når en medarbejder bliver langtidssygemeldt, vælger mange ledere at koncentrere sig om driften og de øvrige medarbejdere. Det betyder, at de let får nedprioriteret den helt tidlige håndtering af den sygemeldte medarbejder – og det er faktisk rigtigt ærgerligt. Det siger Jean Vennestrøm, der er underviser på COKs kursus Styrk organisationen – fokus på langtidssygefravær.

– Uanset, om det handler om fysisk eller psykisk sygdom, er mit klare råd, at du som leder sørger for at være i dialog med din sygemeldte medarbejder hele vejen igennem. Skal din medarbejder f.eks. igennem en operation, kunne I tale om, hvordan man kan styrketræne inden operation for at blive hurtigere rask, eller om, hvilke skånemuligheder der findes på arbejdspladsen, så medarbejderen kan vendte tilbage til jobbet hurtigst muligt. To uger kan betyde rigtigt meget både for driften og for kollegaerne – og ofte vil det også være godt for medarbejderen selv at komme i gang igen, selvom det er på nedsat tid og med særlige skåneopgaver, siger Jean Vennestrøm. Hun fortsætter:

– Når vi taler fravær på grund af psykiske faktorer som f.eks. stress eller depression, ved man ikke altid fra begyndelsen, at det vil udvikle sig til et langtidssygefravær. Alligevel er det også her vigtigt, at lederen sørger for at holde kontakten med medarbejderen, også gerne udover de lovpligtige sygefraværssamtaler.

Jean Vennestrøm foreslår f.eks. en kort samtale med den sygemeldte på første, femte og femtende fraværsdag eller måske endnu oftere, hvis det giver mening på dit fagområde. Samtidig anbefaler hun, at du som leder sørger for at kontakte jobcentret allerede tidligt i forløbet, hvis din medarbejder giver grønt lys til det.

– Ofte kommer jobcenteret først på banen efter fire eller otte uger, og det er i mange tilfælde rigtigt ærgerligt. Jeg vil helt sikkert anbefale, at man spiller muligheder som f.eks. Fast track på banen fra dag et, eller så snart man ved, at det her bliver et langvarigt fravær, hvilket bl.a. giver medarbejderen adgang til jobcentrets mange gode tilbud. Og så er det i øvrigt vigtigt at inddrage både personaleafdelingen, arbejdsmiljørepræsentanten og tillidsrepræsentanten i ens egen organisationen, så man sikrer sig en ordentlig proces hele vejen igennem, siger Jean Vennestrøm, der generelt opfordrer til at tage snakken om, hvordan I håndterer langtidssygefravær i jeres organisation – og gerne inden, problemet bliver aktuelt.

– I mange organisationer får man ikke taget snakken om de vanskelige emner som f.eks. langvarig sygdom. Det kan dels skabe usikkerhed hos medarbejderne, men det betyder faktisk også, at det bliver endnu sværere for lederen at handle i en svær tid, slutter Jean Vennestrøm.

Seks gode råd til dig som leder, når en medarbejder bliver langtidssygemeldt
#1 Hold fast i dialogen fra dag et og hele vejen igennem sygemeldingen.


#2 Skab muligheder for, at medarbejderen kan fastholde sin tilknytning til arbejdspladsen - også selvom det er på særlige vilkår.


#3 Bring muligheden for Fast trackbehandling af sygemeldingen på banen tidligt i forløbet.


#4 Husk at inddrage personaleafdelingen, så du sikrer, at alle formalia bliver overholdt.

#5 Husk at inddrage arbejdsmiljørepræsentanten og tillidsrepræsentanten – og gør det i fredstid.

#6 Få taget hul på de svære snakke om, hvordan vi håndterer langvarig sygdom – også inden I nødvendigvis står midt i en konkret udfordring.

Vil du vide mere om håndtering af sygefravær? COK tilbyder netop nu tre forløb, som giver viden om og inspiration til, hvordan du som leder kan tilgå opgaven:

Styrk organisationen – fokus på langtidssygefravær >>

Data og sygefravær i kommunen - når du er leder eller HR medarbejder >>

Håndtering af sygefravær for kommunale ledere >>

Medlemsnyhed

Indrykket af
Center For Offentlig Kompetenceudvikling

Hedeager 5, 1.
8200 Aarhus N
Danmark
Center For Offentlig Kompetenceudvikling

Send til en kollega

0.079