23948sdkhjf

Podcast: Gode råd fra garvede i kommunalpolitik

| Medlemsnyhed | Indrykket af Komponent – Kommunernes Udviklingscenter

Fem kommunaldirektører og 20 politikere fra hele landet er gået sammen om en aktuel podcast, hvor nye lokalpolitikere kan finde inspiration og få gode råd til livet som folkevalgt. De nyeste afsnit ligger klar der, hvor du henter dine podcasts.

Klik her for at gå direkte til podcasten >>

Det er en benhård tjans at tage ansvar for fællesskabet, og de nye lokalpolitikere har krav på al den hjælp, de kan få. Sådan lyder budskabet fra Christine Brochdorf, der er kommunaldirektør i Egedal Kommune og en af initiativtagerne til podcasten ’I Demokratiets Tjeneste’, som er lavet i samarbejde med Komponent – Kommunernes Udviklingscenter.

–  Når valget er overstået, står alle de nye politikere overfor en benhård virkelighed med f.eks. tårnhøje forventninger fra borgerne og heftige diskussioner på de sociale medier. Vi håber, at podcasten kan være med til at give dem adgang til noget af den erfaring, de mere garvede politikere ligger inde med, så de får et ståsted, hvorfra de kan skabe læring og refleksion over den nye virkelighed, de står i, siger Christine Brochdorf.

Hun suppleres af Lone Lyrskov, der er kommunaldirektør i Silkeborg Kommune:

– De nyvalgte politikere er en vigtig hjørnesten i vores demokrati. Med podcasten giver vi dem mulighed for at tilegne sig viden og nogle solide erfaringer fra de mere erfarne politikere, så de får de bedste forudsætninger for at komme godt i gang med deres arbejde i landets kommunalbestyrelser. Her tror vi på, at podcasten er det helt rigtige medie, hvor de uafhængige af tid og sted kan tilegne sig ny inspiration i en travl hverdag, siger Lone Lyrskov.

Et rum til at tale om det, der er svært

I alt fem kommunaldirektører har sagt ja til at fungere som reportere i podcasten, der indtil videre har ni afsnit. Afsnittende har hvert deres tema og dækker hele paletten fra beslutningen om at stille op til det politiske lederskab og samspillet med borgerne og forvaltningen. Men hvorfor ser en række kommunaldirektører det overhovedet som deres opgave at klæde de nyvalgte politikere på?

– Som kommunaldirektører er en af vores vigtigste opgaver at understøtte den samlede kommunalbestyrelses arbejde. Det handler ikke kun om sagsfremstillinger, men også om arbejdsvilkårene for de enkelte politikere, siger Lau Svendsen-Tune, der er kommunaldirektør i Vordingborg Kommune. Han fortsætter:

– Alle vi kommunaldirektører, der bidrager til podcasten, har mange års erfaringer fra det kommunalpolitiske arbejde. Dermed har vi mulighed for at sætte fokus på nogle af de generelle udfordringer og skabe et rum, hvor vi kan tale åbent om de ting, der kan være svære som ny politiker; f.eks. den dårlige samvittighed i forhold til familien, ubehaget ved at blive ramt af en shitstorm, utrygheden ved at skulle mene noget om alt og så videre.

Et møde af interesse for både nye og garvede

For de fem kommunaldirektører har arbejdet med podcasten resulteret i en masse gode snakke med de i alt 20 garvede kommunalpolitikere, der på tværs af kommunegrænser og politiske skel har sagt ja til at dele ud af deres erfaringer fra det politiske landskab:

– For mig har det været et stort privilegie og meget inspirerende at møde politikere med vidt forskellige forudsætninger og tilgange til det politiske hverv. De har været engagerede, vidende og kloge, og de har givet mange fantastiske fortællinger om, hvordan de arbejder som politiker. Alle har været begejstrede for og lidt ydmyge over for muligheden for at give gode råd videre til næste generation af politikere, siger Willy Feddersen, der er kommunaldirektør i Middelfart Kommune.

Samme oplevelse går igen hos Jette Runchel, der er tidligere kommunaldirektør i Albertslund Kommune. Hun håber også, at andre end de nyvalgte politikere vil give podcasten en chance.

– De politikere, vi har interviewet til podcasten, er gode til at sætte ord på den vigtige ledelsesopgave, der ligger i at gå ind i kommunalbestyrelsesarbejdet, hvor man jo leder et lokalsamfund og sætter retning for udviklingen. Jeg håber, at de kommende kommunalpolitikere bliver inspirerede og nysgerrige på alt det, de skal have øje for, når de træder ind i kommunalbestyrelsen, men faktisk tror jeg også, at der i podcasten er masser af stof, som mere erfarne kommunalpolitikere og andre med interesse i lokalpolitik kan have glæde af at lytte til, siger Jette Runchel.

Podcasten er produceret af Nicolai Zwinge fra podPeople og kan findes der, hvor du hører din podcast.

Lyt til I Demokratiets Tjeneste >>

Læs mere om hver episode nederst i artiklen >>

 

Medlemsnyhed

Indrykket af
Komponent – Kommunernes Udviklingscenter

Hedeager 5, 1.
8200 Aarhus N
Danmark
Komponent – Kommunernes Udviklingscenter

Send til en kollega

0.104