23948sdkhjf

Symboler til elbiler og ladestandere bør være ensartede

| Medlemsnyhed | Indrykket af Eurostar Danmark A/S

Symboler i trafikken skal være ensartede, så de er lette at genkende for bilisterne. Derfor udvikler Vejdirektoratet officielle symboler, som aktører inden for vejmarkering og infrastruktur skal følge.

Men når det kommer til de symboler, der bruges til at markere parkering for elbiler, så har mange aktører udformet deres enge designs.

Ensartethed er et nøgleord inden for vejmarkering og trafikal skiltning. Det er afgørende for sikkerheden, at symboler er lette at afkode og genkendelige. Men når det kommer til de symboler, der bruges til at fremhæve P-pladser til elbiler og ladestandere, så bliver der brugt mange forskellige. Det forklarer Jesper Wraae-Bess, direktør i Eurostar Danmark:

”Vi har typisk ét symbol til ét budskab i vejsektoren. Men ikke i forhold til elbiler og ladestandere. For her har mange aktører inden for vej og infrastruktur udformet deres egne designs, og mange følger dermed ikke retningslinjerne fra Vejdirektoratet på området."

”Situationen er opstået, fordi elbilerne er udbredt så hurtigt, at Vejdirektoratet ikke har haft officielle symboler i bekendtgørelsen om vejafmærkning klar i tide,” forklarer Jesper Wraae-Bess. Det har man dog fået på plads nu, men det ændrer ikke på, at mange forsat bruger alternative varianter.

Svært at udskifte symboler her og nu
Thomas Virenfeldt er direktørog medstifter af virksomheden SPVI, som rådgiver aktører inden for vejområdet i forhold til fx skiltning og kørebaneafmærkning. Ifølge ham kan de mange selvopfundne symboler for parkering med elbil samt ladestandere være en jungle at finde rundt i. Og det er ærgerligt, når der findes officielle symboler for begge dele.

”Nu, hvor der rent faktisk er symboler i bekendtgørelsen fra Vejdirektoratet, kommer der måske fokus på problemet med de alternative symboler. Men de er jo etableret, og det ændrer man ikke bare ved med en ny paragraf. Det kan tage mange år,” siger Thomas Virenfeldt.

For det er dyrt, hvis alle symboler på fx parkeringspladser og i P-huse skal udskiftes her og nu. I så fald skulle der betales kompensation til både offentlige og private aktører. Ifølge Thomas Virenfeldt er det derfor mere sandsynligt, at udviklingen sker over tid i forbindelse med, at vejmarkering og skiltene alligevel løbende bliver udskiftet.

Afvigende symboler kan blive en glidebane
Ifølge Thomas Virenfeldt har man på alle veje og parkeringspladser med offentlig adgang pligt til at følge retningslinjerne fra vejreglerne. Men hvis man fx driver et privat parkeringshus, så er man først og fremmest forpligtet til at være tydelig i sin kommunikation. Og der vil altid være plads til en vis kunstnerisk frihed. Der er dog flere grunde til at begrænse kreativiteten:

”Det kan blive en glidebane, som ingen er tjent med. Hvis symboler fx skaber usikkerhed om parkeringsforhold, kan det ende med, at bilister i god tro får bøder. De bliver efterfølgende irriterede, og måske bliver de så vrede, at de vil prøve sagen i retten,” siger Thomas Virenfeldt.

Og Jesper Wraae-Bess tilføjer
”Det kan virke uskyldigt med afvigende symboler, men vores trafiksikkerhed afhænger i sidste ende af regelmæssighed og genkendelighed. Så jeg synes, det er et godt princip at holde fast i, at trafikale symboler er de samme, hvor end man møder dem.”

Medlemsnyhed

Indrykket af
Eurostar Danmark A/S

Tigervej 12-14
4600 Køge
Danmark
Eurostar Danmark A/S

Send til en kollega

0.078