23948sdkhjf

Rockwool i Rusland: - Det er ikke kønt. Det er svært

Topchef Jens Birgersson er "nødt til at se på rationalet i" at blive i Rusland

Kritikken er haglet ned over Rockwool de seneste snart 15 måneder.

Meningsdannere har snerret i debatindlæg, demonstranter samlede sig sidste år foran hovedkontoret i Hedehusene, og selskabet er blevet mødt med spørgsmål, om det moralske kompas er gået itu.

Men topchef Jens Birgerssson skifter ikke mening af den grund.

Isoleringsgiganten holder fast i ejerskabet af sine fire russiske fabrikker. Mere end et år efter, Rusland invaderede nabolandet Ukraine, har rationalet ikke ændret sig, siger han.

- Det er ikke kønt. Det er svært. Vi bliver kritiseret i Danmark for det. Men det er stadig forkert, mener jeg, at vi skulle give de aktiver væk frivilligt for at få det lettere i pressen.

Baggrunden er efterhånden velkendt. Jens Birgersson har sagt det i interview efter interview. Rockwools russiske fabrikker indeholder aktiver for 1 mia. euro (knap 7,5 mia. kr.) og ”state of the art”-teknologi, som ikke bare kan købes på markedet, og som det vil være skrupforkert at give væk som gave til Rusland. 

Selskabet har også afvist, at det vil gavne Ukraine, hvis man overdrager sine dyre aktiver til Rusland. At sprænge fabrikkerne i luften er heller ikke en mulighed, mener virksomheden, da det vil blive betragtet som et terrorangreb.

Ingen skal have medlidenhed med mig

Men på det helt personlige plan. Hvordan har Jens Birgersson det med beslutningen om at blive?

Man er "nødt til at have det langsigtede billede," lyder det.

- Man skal acceptere, at det danske samfund, mange mennesker, har en anden opfattelse. Men jeg er nødt til at se på rationalet i det og tage den mindst dårlige beslutning.

- Ingen skal have ondt af os. Vi bliver betalt for at tage de hårde tider og de gode tider. Det er derfor, vi driver virksomheder. Nogen skal gøre det. Jeg forventer ikke, at folk har medlidenhed med mig. Men selvfølgelig er det svært at blive kritiseret, når du føler, at det på lang sigt og også på kort sigt ville være forkert at give det væk, siger Jens Birgersson.

Rockwool har gentagne gange meddelt, at selskabet ikke længere er involveret i driften af den russiske del af forretningen og kun er passiv ejer som aktionær i de fire russiske datterselskaber. Desuden at man ikke foretager nye investeringer - og overholder alle sanktioner.

Rockwool i Rusland

Rockwool ejer fire fabrikker i Rusland. De ligger ifølge Rockwools russiske hjemmeside på følgende lokationer:

1. Balashikha, forstad til Moskva. Det er Rockwool første produktionsenhed i landet. Her arbejder 550 medarbejdere.

2. Vyborg, tæt på den finske grænse. Fabrikken er bygget i 2006, og er arbejdsplads for 220 ansatte.

3. Troitsk i Chelyabinsk-regionen, tæt på grænsen til Kazakhstan. Rockwool købte fabrikken i 2010. Fabrikken tæller 150 medarbejdere.

4. Alabuga i Tatarstan-republikken. Fabrikken blev indviet i 2012 og er arbejdsplads for 200 mennesker. 

Fabrikkerne er datterselskaber, som Rockwool ejer 100 pct. af. Det er dog et "passivt" ejerskab. De er drevet lokalt og ifølge Rockwool uden at selskabet har nogen kontrol over driften. Tilsammen er der aktiver for 1 mia. euro i de fire fabrikker, lyder det fra Rockwool.

Forskellige værdikæder

Siden den russiske invasion har adskillige andre store danske virksomheder dog gjort det modsatte. De har trukket sig helt, delvist eller er i færd med det, og internationalt har andre gjort det samme. Der er dog også ifølge Jens Birgersson masser af virksomheder, som har valgt at blive. Meget af opmærksomheden har bare samlet sig om Rockwool. 

Hvor mange der reelt har sagt et farvel og tak, er der langt fra enighed om hos dem, der har kortlagt spørgsmålet.

Studier fra henholdsvis det schweiziske University of St. Gallen og det amerikanske Yale er nået til vidt forskellige konklusioner: Fra at kun 8,5 pct. af G7 og EU-virksomheder med datterselskaber i Rusland havde forladt landet i de første ni måneder af krigen, til at det drejer sig om 33 pct. pr. maj i år, som helt har trukket stikket eller er i færd med det.

Uanset hvad holder Rockwool fast i sin beslutning.

- Jeg tror, at virksomhedslederne i disse virksomheder kommer til konklusionen afhængigt af, hvilken type værdikæde de har, siger Jens Birgersson.

- Hvis vi havde en virksomhed, hvor vi importerede varer og solgte dem i Rusland, var vi gået ud. Men det er ikke det, vi har. Vi har en fuldt fungerende lokal virksomhed. Ingen expats, intet importeret materiale.

Går tilbage i Rusland

Rockwool oplyser ikke sine salgstal for Rusland alene, men det russiske marked indgår i opgørelsen af omsætningen i Østeuropa.

Her faldt salget til 138 mio. euro i første kvartal. En nedgang på 27 pct. i lokale valutaer sammenlignet med samme periode sidste år - og især Polen og Rusland trak ned. 

Det skete samtidig med et generelt - dog i sammenligning mindre fald - på mange andre af Rockwools markeder.

Rockwool hiver udbytte ud af sin russiske forretning, men har endnu ikke fortalt hvor meget.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096