23948sdkhjf

Kommune retter ind efter klage: - Vi har i to år sagt, det var ulovligt

Rettelserne er sket, efter borgerbevægelse klagede til Ankestyrelsen

Beskæftigelsen skal op, så ledigheden kommer ned, der skal være gode rammevilkår for erhvervslivet, og så skal der bygges en tredje limfjordsforbindelse.

Mere eller mindre sådan lyder kernen i Aalborg Alliancen.

En alliance mellem Aalborg Kommune, fagbevægelsen og erhvervslivet, der har eksisteret siden 2018.

Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen har dog længe været kritiske over for, hvorfor en beskæftigelsesindsats skulle kobles sammen med 3. Limfjordsforbindelse, ligesom bevægelsen heller ikke mener, at det er alle aspekter af alliancens virke, der er lige efter bogen.

Borgerbevægelsen har derfor klaget til Ankestyrelsen, der siden har bedt kommunen om at komme med dens bemærkninger til sagen.

I den forbindelse har kommunen nu rettet flere ting på Aalborg Alliancens hjemmeside, som kommunens juridiske kontor i dag mener gik for langt.

Det bekræfter kontorchef Freddy Falk.

- Vi er en offentlig myndighed. Så vi retter det, hvis vi opdager, vi gør noget, vi ikke må.

Links og omtale

Den seneste rettelse på alliancens hjemmeside er på listen over medlemmerne.

Her var der tidligere dybdelinks, så man som besøgende kunne klikke sig direkte videre til medlemsvirksomhedernes hjemmesider. Men de dybdelinks er nu fjernet, så listen nu kun består af selve navnene på medlemsvirksomhederne.

- Når vi begynder at linke direkte til hjemmesiden, begynder det at få mere karakter af reklame, og vi må som udgangspunkt ikke reklamere for private virksomheder, siger Freddy Falk.

- Jeg vil ikke sige, det er reklame, men det er at gå for langt i forhold til formålet.

Der er jo stadig en medlemsliste. Hvorfor gør det en forskel, hvorvidt der er et dybdelink?

- Når du klikker på linket, kommer du ind på deres hjemmeside. Og derinde får du muligvis beskrevet deres produkter, ligesom der er kontakt til en salgsafdeling. Så handler det jo ikke længere om, at man støtter op om Aalborg Alliancen og forholdene deri, men om hvad den pågældende virksomhed laver.

Ud over de fjernede dybdelinks rettede kommunen sidste år også i et par af de case-historier, der ligger på hjemmesiden.

Her var der ifølge kontorchefen også en ordlyd, der gik for langt, hvor det kom til at handle lidt om virksomhedens produkter.

Glade modstandere

Hos Borgerbevægelsen er man glad for, at Aalborg Kommune retter ind.

- Det var helt klart en ulovlig praksis. Det har vi sagt i to år, men kommunen har hidtil benægtet det. Så selvfølgelig er vi glade for, at de nu også kan se, at vi har ret, siger formand for Borgerbevægelsen, advokat Louise Faber.

Rent jura-teknisk er det – siger hun – et brud på lighedsprincippet og er en meget kritisabel overtrædelse af kommunalfuldmagten.

- Kommunen har gjort det lettere at købe forskellige produkter ved Aalborg Alliancens medlemmer via sin egen kundeportal for Aalborg Alliancen og har fremhævet bestemte virksomheders brand og produkter groft på bekostning af andre virksomheder, siger Louise Faber.

Sagen om links på alliancens hjemmeside er kun en mindre del af den ganske omfattende klage, som Borgerbevægelsen har sendt til Ankestyrelsen.

Bevægelsen mener, at kommunen flere gange har handlet på kanten af det lovlige i kampen for at sikre en vedtagelse af forbindelsen.

De mener nemlig at det er i strid med loven, at Aalborg Kommune har betalt 2.5 millioner kroner til Vejdirektoratet. Pengene er gået til at betale halvdelen af udgiften til en VVM-undersøgelse.

- Planlægningen af motorveje er et statsanliggende i henhold til vejloven. Det gælder også udgifterne til de påkrævede miljøvurderinger. Det fremgår af aftalen med Vejdirektoratet, at Aalborg Kommune reelt ikke får nogen modydelse for bidraget, og derfor må det betragtes som, at Aalborg Kommune giver Vejdirektoratet en gave på 2,5 millioner, siger Louise Faber.

Aalborg Kommune har flere gange afvist at have gjort noget forkert, men endelig afklaring kommer først, når Ankestyrelsen har taget stilling til sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125