23948sdkhjf

Færre firmaer, men flere job hos installatørerne

Flere går sammen for at stå stærkere, vurderer brancheorganisation

Virksomhederne i installationsbranchen rykker tættere sammen i varebilerne.

Det samlede antal virksomheder i branchen er faldet med 12 pct. fra 2008 til 2021, men antallet af job svagt stigende. I samme periode steg antallet af job således med 2,8 pct. viser tal fra Danmarks Statistik ifølge Teknik Arbejdsgiverne.

Organisationen, der repræsenterer mere end 4.100 virksomheder inden for el, vvs og metal, tolker udviklingen som tegn på, at flere installationsvirksomheder går sammen for at stå stærkere.

– Vi ser en tendens til, at virksomhederne bliver færre men større, eller indgår i gruppeselskaber for at være bedst muligt rustet til en branche i rivende udvikling, udtaler Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne, i en pressemeddelelse om konsolideringstendensen.

– Det er kun naturligt at konsolidere sig for bedre at kunne modstå de udfordringer og omvæltninger, der kan komme i fremtiden, fortsætter hun.

Installatører koblet sammen

Der kan være mange grunde til, at virksomheder konsoliderer sig: Den grønne omstilling stiller ekstra krav til den enkelte virksomhed, en større virksomhed eller en større gruppe af virksomheder kan have kapaciteten til at byde ind på store offentlige projekter. Og der er dokumentationskrav og andre administrative udfordringer, der gør, at det kan være en fordel at være fælles om for eksempel HR, kommunikation og rekruttering.

Seneste eksempel, som blev beskrevet her i spalterne i sidste uge, er installatørsammenslutningen Koble.

Bag fællesskabet står fem elinstallations-virksomheder i samarbejde med det norske investeringsselskab Credo.

Samarbejdet skal være med til at sikre de enkelte virksomheder på en række punkter, lyder det fra Anders Colding, der har titel af COO i Koble:

– Jeg ser det som en hel uundgåelig udvikling. Det er fremtiden for branchen. Koble kan bidrage med kompetencer på tværs af virksomhederne, vi kan hjælpe på vigtige områder som netværk og ikke mindst rekruttering. Vi kan skabe karriereveje på tværs og samarbejde om uddannelse for at fastholde den høje faglighed, siger han.

I tilgift til den interne udvikling og styrkelse, er det også ambitionen for Koble at vokse fra de nuværende fem til mere end 20 i løbet af få år. Blandt andet ved at etablere klynger af firmaer på Fyn på i Jylland.

Installatør-koblets medlemmer

Filtenborg El A/S blev etableret i 1980 og beskæftiger i dag 37 medarbejdere i afdelinger i Stensved, Stege, Præstø og Hvidovre. De dækker hele Sjælland og Øerne og servicere både private og erhverv.

El og Teknik ApS er fællesnavnet for A&O Carstensen, El-Firmaet Lodal og Tappernøje El. De har rødder tilbage til 1925 og har i dag 26 medarbejdere i afdelingerne i Næstved og Tappernøje.

El-Comp ApS er et elektriker og el-installationsfirma, der blev grundlagt i 1973. De beskæftiger i dag 18 ansatte i Vordingborg.

Eiland Elinstallation A/S blev grundlagt i 1951. Firmaet er et familieforetagende med tre generationer og beskæftiger i dag 38 ansatte i Kalundborg, Slagelse og Høng.

A/S Aage Langkjær blev grundlagt i år 1921. Firmaet i Skælskør udfører opgaver fra lige fra simple, private el-installationer til store industriprojekter. Virksomheden har 28 ansatte.

Kilde: Koble

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094