23948sdkhjf

Analyse: Femern-kendelser bør løfte øjenbryn hos danske politikere

ANALYSE: To forskellige kendelser fra Femern-forbindelsen kan få betydning for arbejdsforholdene på kommende megaprojekter. Politikerne har et beslutningsarbejde foran sig

ANALYSE: 28 russiske søfolk kunne ånde lettet op, da Østre Landsret den 28. april frifandt dem for at have arbejdet i Danmark uden arbejdstilladelse.

Uklare regler betød i sidste ende, at landsretten stadfæstede byrettens frifindelse af søfolkene, som ifølge danske myndigheder ikke havde de nødvendige arbejdstilladelser.

Søfolkene arbejdede på to russiske slæbebåde, hvor de udførte arbejde for FBC-konsortiet med at bugsere pramme i en periode fra november 2020 til marts 2021.

Ikke meget klogere

I en redegørelse, som Femern A/S afleverede til Transportudvalget den 15. marts 2021, vurderede Kammeradvokaten, at anvendelsen reglerne på søterritoriet er uklare, og det viste sig at holde stik i retten.

Udlændingelovens §13, stk. 1, 1 pkt.:

Udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage lønnet eller ulønnet beskæftigelse, for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller for mod eller uden vederlag at udføre tjenesteydelser her i landet. Arbejdstilladelse kræves tillige til beskæftigelse på dansk skib eller luftfartøj, der som led i rutefart eller i øvrigt regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn

To ud af de tre landsretsdommere mente, at der er så stor uklarhed om reglerne, at der i den konkrete situation ikke var grundlag for at straffe søfolkene for manglende arbejdstilladelser.

Efter mere end to år i retssystemet er vi altså ikke blevet meget klogere på spørgsmålet om, hvornår reglerne om arbejds- og opholdstilladelse gælder til søs i Danmark.

I skrivende stund er det endnu uklart, om Anklagemyndigheden mener, at sagen er så principiel, at man vil søge Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at føre sagen for Højesteret.

I sidste ende kan uklarheden få betydning for kommende offshore megaprojekter. Efter dommen står det klart, at udenlandske søfolk ombord på udenlandske skibe, pramme og andre fartøjer ikke kan dømmes for  at arbejde uden dansk opholds- og arbejdstilladelse. Heller ikke selv om de arbejder i månedsvis på tunneler, broer, energiøer eller lignende.

Udenlandske giganter

Det vil være store udenlandske entreprenører, der organiseret i konsortier skal anlægge de kommende milliardprojekter.

På Femern-projektet er eneste danske spiller Aarsleff i de fire store kontrakter. Resten er fra Holland, Belgien, Frankrig, Tyskland og Spanien. Disse udenlandske selskaber sidder på kontrakter til over 35 mia. kr. (2015-tal) finansieret af det offentlige Danmark.

Virksomhederne bag FBC, der chartrede de to russiske slæbebåde, er Boskalis og Van Oord fra Holland.

Boskalis er også en del af Njord Group, der byder på den kommende Energiø Nordsøen. Det gør de i øvrigt sammen med den belgiske entreprenør Deme, der er en del af FLC-konsortiet på Femern og blandt andet varetager de maritime opgaver i tunnel-kontrakten.

På Storstrømsbroen er det italienske Itinera, der står for projektet, og begge steder har der været problemer med at overholde danske arbejdsregler og overenskomster, hvilket især Fagbladet under 3F har afdækket.

Op til politikerne

Som beskrevet i FemernNews sidste uge, har Dansk Metal og 3F netop fået medhold i en voldgiftssag mod FBC konsortiet. Sagen handler om, hvorvidt overenskomsten gælder for entreprenørarbejde ombord på fartøjerne.

Boskalis har på vegne af FBC sagt til FemernNews, at man vil følge voldgiftens dom, mens fagforbundene lige er nu ved at vurdere, hvad de næste træk bliver. Den sag er der gået et par år med, og fagforbundene har flere sager på vej i Voldgiften.

Voldgiftssagerne er selvsagt ikke koblet op med sagen om de russiske søfolk, der er en straffesag.

Der er dog efterhånden ret klart, at danske arbejdsregler ikke altid bliver overholdt af sig selv – eller at reglerne er for uklare som i sagen med de 28 russiske søfolk.

Skal dette ændres, vil det være op til politikerne. Kun på Christiansborg kan man ændre det lovgrundlag, som skal sikre, at virksomhederne lever op til reglerne ved de store statsfinansierede arbejder i dansk søterritorium.

Artiklen er en del af temaet Femern.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14