23948sdkhjf

Huscompagniets nøgletal dykker markant: - Det er som forventet

Milliardfald i omsætningen får ikke Huscompagniet til at ændre ved 2023-forventningerne, der blev opjusteret for få måneder siden

Omsætningen er tæt på halveret, og resultatet af primær drift falder med 77 pct. hos landets største typehusfirma, Huscompagniet, i første halvdel af 2023 sammenlignet med samme periode af 2022.

Topchef Martin Ravn-Nielsen dvæler imidlertid ikke ved de umiddelbart dårlige tal.

I stedet bider direktøren mærke i, at husbyggeren har oplevet "stigende salg og interesse sammenlignet med anden halvdel af 2022 som følge af en generel øget aktivitet på boligmarkedet, en mere stabil renteudvikling, lavere inflation og forbedret forbrugertillid".

- Vores resultat er som forventet påvirket af opbremsningen i markedet i 2022, men Huscompagniet står finansielt stærkt med en sund forretning og en forretningsmodel, der er både robust og fleksibel, forsikrer Martin Ravn-Nielsen i en kommentar til de netop offentliggjorte regnskabstal. 

Huscompagniets omsætning faldt helt konkret fra 2,3 mia. kr. i første halvår 2022 til 1,3 mia. kr. i de første seks måneder af 2023. 

I samme periode faldt EBIT fra 151 mio. kr. til 35 mio. kr.

Holder fast i opjusterede tal

Nedturen hos Huscompagniet og resten af typehusbranchen tog fart i anden halvdel af 2022, hvor salget i perioden næsten gik i stå på grund af de urolige markedsvilkår.

Da Huscompagniets 2022-regnskab blev offentliggjort i marts, stod det da også skrevet helt sort på hvidt, at virksomheden ser ind en markant nedgangsperiode, og forventningen dengang lød på en omsætningsnedgang på 2 mia. kr. i 2023 alene. 

Samtidig lød det også, at både indtjening og egenkapital ville blive udfordret. 

Forventningerne har nu - her halvvejs inde i året - vist sig at holde stik. Alligevel er der lys forude, lyder meldingen fra Martin Ravn-Nielsen. Ifølge topchefen er markedet nemlig i fremgang, om end at det fortsat er mere afventende end før 2022.

Huscompagniet A/S
Regnskabsår H1 2023 H1 2022
Valuta mio. kr. mio. kr.
Omsætning 1.280 2.266
Bruttofortjeneste 267 425
Resultat af primær drift, EBIT 35 151
Solgte huse 445 732
Afleverede huse 609 1006
Ordrebeholdning - brutto 1659 3497
Kilde: Huscompagniet

Huscompagniet har således solgt 445 nye huse i de første seks måneder af 2023 mod 732 i samme periode af 2022. Det er, påpeger selskabets ledelse, under det historiske gennemsnit - men samtidig på linje med forventningerne.

Udviklingen får da heller ikke Huscompagniet til at ændre på forventningerne til hele 2023, der senest blev justeret i maj på bagkant af tallene fra første kvartal.

Derfor ventes omsætningen for hele året fortsat at lande i niveau 2,25–2,5 mia. kr.

For EBITDA før særlige poster ventes et resultat i spændet 100-130 mio. kr., og EBIT er forventet til at lande mellem 50 og 75 mio. kr.

Forventninger til fremtiden

- Vi ser lysere på fremtiden, og vores organisation er rustet til at bevæge sig opmærksomt fremad i et stadigt udfordret marked, udtaler Martin Ravn-Nielsen og henviser til den kapitaludvidelse, virksomheden gennemførte i maj i år.

Husbyggeren solgte i den forbindelse 3,5 mio. nye aktier til samlet 207 mio. kr.

Ud over aktiesalget indgik selskabet en ny refinansieringsaftale med Danske Bank og Nordea, som sikrede 500 mio. kr. langsigtet lånefacilitet.

- Med vores kapitaludvidelse har vi mulighed for at kunne lave strategiske investeringer og implementere forretningsinitiativer, der sikrer vores fortsatte vækst, påpeger topchefen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11