23948sdkhjf

Daniels valg: Byggeleder og superligaanfører

Han har været professionel fodboldspiller i 15 år. Og alt imens fodboldkarrieren synger på sidste vers, har Daniel Stenderup fundet sin nye hjemmebane i byggebranchen

"Er kaffen løbet igennem, Daniel?"

Det er ikke et uvant spørgsmål for 34-årige Daniel Stenderup, der arbejder som byggeleder hos KBS Byg, for fra hans kontor er der næsten udsyn til kaffemaskinen. 

Tre kontorskurvogne i Nordvest, lige på grænsen til Nørrebro i København, har det sidste halvandet år dannet ramme om hans arbejdsliv. Eller i hvert fald halvdelen af det. 

For Daniel Stenderup er ikke kun byggeleder hos KBS Byg, han er også fodboldspiller og anfører for Hvidovre IF, som er rykket op i landets bedste række, 3F Superligaen.

I hvert fald indtil sommer.

Glæder sig

Daniel Stenderup og kollegaerne er i gang med at lægge sidste hånd på et større boligprojekt. Biler kører ind og ud på byggepladsen, der er travlt, det er kun de sidste dejtaler, som mangler.

Der er fart på den 34-årige byggeleder, når han fortæller om det byggeri, som han har været med til at etablere. Og det er ikke kun benene, der bevæger sig i et hastigt tempo, når han viser byggepladsen frem, det gør snakken også. 

Han taler hurtigt, fordi alle detaljer skal med om det komplicerede projekt, hvor 75 færdige studieboliger er blevet bygget ovenpå en eksisterende bygning, der er omdannet fra skole til erhverv.

- Jeg glæder mig til at køre forbi om 10 år og tænke på, at jeg har været med til at bygge det her, siger Daniel Stenderup.

Daniel Stenderup har været ansat hos KBS Byg i over tre år, men projektet på adressen Lygten 37 er den  første opgave, hvor han har været med hele vejen.

- Det har været vildt at se byggeriet vokse fra dag til dag, siger han, mens han fortæller om bygningens  stålkonstruktionen, som bærer hele lejlighedskomplekset, siger han, mens han samler et par ødelagte teglsten op fra jorden.

På byggepladsen er det svært at forestille sig, at Daniel Stenderup skulle være andet end byggeleder, og var det ikke fordi en af kollegaerne begyndte at joke med weekendens nederlag, ville man ikke ane, at det var en superligaspiller, som gik rundt med knækkede teglsten i hænderne.

Fodbold først

Daniel Stenderup har et andet professionelt liv. 

Han har spillet fodbold hele livet i en karriere, som for alvor tog fart i Brøndby IF. En klub, som betyder en hel del for den 34-årige midterforsvar. 

Blandt andet er debuten på Brøndby Stadion højt på listen over fodboldoplevelser, men også de intense derby-kampe mod rivalerne fra FCK mindes han fra tiden i vestegnsklubben.

Efter en turbulent tid i klubben på den københavnske Vestegn, hvor en nedrykning var tæt på blive en realitet, skiftede Daniel Stenderup til Esbjerg, hvor han var i knap tre år. Senere blev det Roskilde, og for fire år siden skrev han kontrakt med Hvidovre IF, hvor han spiller i dag.

- Fodbolden har bestemt en hel del i mit liv, fortæller Daniel Stenderup.

I mange år blev sporten prioriteret højest. Eksempelvis kørte han fra hospital blot to timer efter, at hans kone havde født deres første datter. Han skulle til fodbold.

- Ingen forventede jo, at jeg ville komme, men fodbolden fyldte så meget, siger han og fortæller om, hvordan det også har handlet om at have en sund dialog med hans kone, for selvfølgelig ville han ikke efterlade hende utryg.

I dag er fodbold blevet mere sekundært. 

Var aldrig i tvivl

Daniel Stenderups arbejdsdage på byggepladsen slutter tidligere end de fleste andres. Omkring kl. 15:00 sætter han sig i bilen med kursen mod Hvidovre, hvor fodboldtræningen starter kl. 16:00.

- Jeg kan sgu godt få lidt dårlig samvittighed, når jeg kører herfra, fortæller Daniel Stenderup.

Hverdagen med både fodbold og byggeri tærer på kræfterne hos 34-årige byggeleder. Nogle dage glemmer han spise, fordi tiden ikke lige er til det, og ofte kommer han først hjem til huset i Rødovre, når hans to døtre skal i seng.

- Det er hårdt ikke have den tid med min familie, som jeg ønsker, siger Daniel Stenderup.

Det har næsten altid ligget i kortene, at Daniel Stenderup skulle håndværksvejen. 

Han er vokset op med far, som var malermester, og derfor var det også naturligt, at han kom i lære hos ham, da han var færdig med skolen. 

Da Daniel Stenderup skrev under med Hvidovre IF, hvor fodbolden pludselig skulle være på deltid, var han egentlig klar til at starte på konstruktøruddannelsen. Så langt nåede han ikke. Daniel Stenderup tilbudt et job hos KBS Byg, som er blandt hovedsponsorerne i Hvidovre IF.

- Det har været sindssygt fedt og lærerigt at blive kastet ud i det på den her måde, fremfor jeg skulle side på skolebænken, siger Daniel Stenderup, mens han læner sig til i kontorstolen og tager sin kasket af.

De sparsomt indrettede kontorvogne passer ham godt. Han sidder afslappet ved store skrivebord, hvor det flyder med papirer og mapper, og hvor alt fra en tommestok til en lommeregner er inden for rækkevidde.

 Når telefonen ringer er han hurtig og når næsten ikke at tjekke, hvem der ringer, inden mobilen er ved øret. Alt her på pladsen går hurtigt for den erfarne fodboldspiller, og det er der også behov for, når han skal nå det hele på den halve tid.

Til sommer udløber kontrakten med Hvidovre IF, der bliver Daniel Stenderups sidste sæson. For mange fodboldspillere er et karrierestop begyndelsen på en identitetskrise, men ikke for Daniel Stenderup. For ham er det begyndelsen på et nyt professionelt virke. 

- Når jeg har tænkt over, hvad jeg skal efter fodbolden, har jeg altid tænkt på, hvad der egentligt interesserer mig, siger Daniel Stenderup.

En leder på banen

Lederskab og ansvar har altid kommet naturligt for Daniel Stenderup.

Som anfører i Hvidovre IF, er det vigtigt for ham at give noget videre til de unge på holdet, og de mange erfaringer fra fodbolden håber Daniel Stenderup at kunne overføre til byggeriet. For som han selv beskriver det, har elitesporten været hans uddannelse.

Men hvor Daniel Stenderup er blandt de erfarende kræfter på grønsværen, er han stadig den nye dreng i klassen, når fodboldstøvlerne er skiftet ud med sikkerhedssko. Som ny i faget kan det være svært at stille krav, fordi han selv kan være usikker på, hvordan tingene skal gøres, fortæller han. 

- Det er sgu svært at forklare en murer, hvordan han skal gøre sit arbejde, når jeg ikke selv murer. Det er mine kollegaer heller ikke, men de ved stadig, hvordan de vil have tingene skal gøres, siger Daniel Stenderup.

En fremtid i byggeriet

Fodbold har defineret store dele af Daniel Stenderups liv, men snart venter et farvel til den sport, som har været en del af hans liv i årevis. Men det er ikke et farvel, som han decideret frygter.

- Jeg kan godt selv være i tvivl om, hvor meget jeg kommer til at savne fodbolden, særligt fordi jeg allerede har taget hul på mit arbejdsliv, siger han og fortsætter.

- Overgangen fra fodbolden bliver lettere, fordi jeg allerede har fundet et fag, som jeg brænder for.

Spørger man hovedpersonen selv, er han ret stålsat på, at dette er den sidste sæson, selv om han trods alt får indskudt, at man kan aldrig vide sig helt sikker.

- Jeg glæder mig faktisk til den dag, at jeg ikke længere er fodboldspilleren, når jeg går på arbejde som byggeleder, afslutter Daniel Stenderup.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141