23948sdkhjf

Chef i stor virksomhed er fængslet for underslæb for millioner

Renovering af sommerhus indgår i økonomichefs forklaring om overførsler til privat konto

En bortvist økonomichef i et ejendomsselskab på Fyn er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, skriver det regionale medie fyens.dk og TV 2 Fyn.

Manden sigtes for at have begået underslæb for mere end syv millioner kroner, oplyser Fyns Politi på X.

Ifølge fyens.dk blev den nu fængslede i foråret sendt hjem fra sit job i koncernen.

Det er en dommer i Retten i Odense, der i et grundlovsforhør onsdag har besluttet, at der er grund til at varetægtsfængsle den 36-årige mand.

I retsmødet gennemgår anklageren en række overførsler fra koncernen til økonomichefens private konto. De strækker sig helt tilbage til 2016, skriver fyens.dk.

Ifølge TV 2 Fyn drejer sigtelsen sig om 7,5 millioner kroner i alt. Den 36-årige skal delvist have erkendt at have begået ulovligheder.

- Jeg kan ikke komme med nogen god grund. Vi havde på et tidspunkt et sommerhus, der skulle renoveres, men der har altså også været mundtlige aftaler på noget af det, forklarer manden ifølge fyens.dk.

Dommeren har besluttet at fængsle ham i fire uger.

Anklageren bad om varetægtsfængsling af to grunde, oplyser Fyns Politi til Ritzau. Dels fordi der er grund til at frygte, at manden på fri fod vil begå lignende kriminalitet. Og dels fordi han på fri fod vil kunne vanskeliggøre politiets opklaringsarbejde.

Det er den sidstnævnte begrundelse, som dommeren har brugt.

/ritzau/lda

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109