23948sdkhjf

Tre muligheder var i spil: Nu har kommune lagt sig fast på hal-løsning

Randers Byråd afsætter 49 mio. kroner til en erstatning for den nuværende og lukkede Dronningborghallen

Oprindeligt var planen at opføre et nyt idrætsanlæg, et nyt plejehjem og en dagsinstitution i Dronningborg i et samlet projekt. 

Men de planer blev droppet i efteråret 2021, da ingen af de prækvalificerede tilbudsgivere kunne aflevere tilbud inden for det afsatte beløb grundet de stigende byggepriser.

Efterfølgende er daginstitutionen blevet udbudt som et separat projekt, mens der er arbejdet i tre spor for en erstatning til Dronningborghallen. Og nu har byrådet i Randers Kommune så lagt sig fast på, hvilken vej de går. 

Det skriver Randers Amtsavis

I budgetforliget fra i fredags er byrådet blevet enige om at afsætte 49 mio. kr. til at rive hallen ned og bygge en ny. Dermed er valget faldet på den midterste model også kaldet det tilpassede projekt. 

Den kommende hal kommer dermed til at kunne det samme, som den nuværende, før den blev lukket i marts. 

- Det bliver en erstatningshal, oplyser Steen Bundgaard, gruppeformand i Socialdemokratiet, til det lokale medie. 

I spil var også en mindre model til 30 mio. kr. med blandt andet færre omklædningsrum og mindre depotareal og en større til 110 mio. kr. svarende til det oprindelige projekt i den samlede pakke med daginstitutionen og plejehjemmet.

- Vi har ikke penge til det store projekt. Der er nok at bruge anlægsmidler på. Hvis vi smed alle æg i én kurv med et kæmpeprojekt i Dronningborg, ville der ikke være mere tilbage. Det er ikke fair, når der er alt muligt andet, som skal vedligeholdes, forklarer Steen Bundgaard til Randers Amtsavis.

At det ikke bliver til den store model ærgrer byens største forening, Randers gymnastiske Forening, der håber, at den kommende hal bliver genrejst, så det med tiden bliver muligt at bygge videre på den i senere budgetforlig. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.017