23948sdkhjf

Enemærke & Petersen-markedschef: Lad os tale om byggeriets muligheder i stedet for at trække fronter op

Byggebranchen har ifølge ny Enemærke & Petersen-markedschef et stort potentiale for andre jobprofiler end byggeriuddannede - og det skal branchen være bedre til at fortælle

Travlheden er ikke til tage fejl af.

Maria Ellegaard Zneider har computeren under armen og telefonen i hånden, hvis der nu skulle komme et vigtigt opkald.

Den 44-årige erhvervskvinde kommer med en baggrund som cand.merc. fra Copenhagen Business School (CBS).

Hun tiltrådte i forsommeren jobbet som markedschef hos entreprenøren Enemærke & Petersen og er dermed en af en relativt få kvinder i toppen af den danske bygge- og anlægsbranche.

Den eneste, der ville byggeriet

Under Maria Ellegaard Zneiders studier på Copenhagen Business School (CBS) i 00’erne, var hun den eneste blandt studiekammeraterne, der vidste, at hun skulle være en del af byggeriet.

- For mange lyder det måske ikke supersexet at sige, at man skal ind i byggebranchen og arbejde med salg og ledelse. Jeg tror, det skyldes, at mange ikke er klar over, at branchen også har brug for folk med andre kompetencer, end dem med en traditionel byggeteknisk baggrund kommer med, siger Maria Ellegaard Zneider.

Ærgerligt, at fronterne trækkes op

Markedschefen har været tilbageholdende med at kaste sig ind i debatten om, hvorfor der ikke er flere kvinder i byggeriet.

En stor del af forklaringen skal findes i, at debatten ofte kommer til at handle om alt muligt andet end det, der i sin tid fangede hendes interesse:

-Det er ærgerligt, at fronterne bliver tegnet så hårdt op i den diskussion, vi har om diversitet i byggeriet, og den i stedet ikke handler om, hvordan vi kan tiltrække nye profiler ved at vise de muligheder og karriereveje, branchen kan give - for eksempel inden for for salg, kommunikation eller bæredygtighed, siger Maria Ellegaard Zneider.

Branche med store kvaliteter

For markedschefen har byggebranchen mange kvaliteter, der kunne tiltrække ny arbejdskraft:

- Da jeg begyndte i branchen, blev jeg grebet af tempoet og omskifteligheden, som passer godt til mit energiniveau. Jeg holder af den åbne og ligefremme dialog, som jeg oplever, giver et godt arbejdsklima. Jeg oplevede også, at hvis jeg opsøgte nye arbejdsopgaver og muligheder, så er det en branche, hvor man får lov til at prøve rigtigt meget, siger hun.

Debatten skygger for reelle problemer

Sikkert er det, at kvindelige ledere i branchen ikke er det, man ser oftest. Eksempelvis udgjorde kvinder 38 pct. af alle nyudnævnte ledere i penge- og realkreditinstitutterne i 2022. I byggeriet var tallet 9 pct.

Når debatten om manglen på kvinder så med jævne mellemrum dukker op, så er det oftest i form af noget, der egentlig ikke fylder meget i byggeriets kvinders hverdag, f.eks. de i offentligheden meget debatterede nøgenkalendere, fortæller Maria Ellegaard Zneider:

-De debatter skygger for mere reelle problemer, som vi har i branchen: At kvinder i byggelederjob med ingeniør- eller konstruktørbaggrund ofte bliver tildelt mindre komplekse arbejdsopgaver, som f.eks. kvalitetssikring eller at de får mindre i løn end mænd, selvom de har mere erfaring. De problemer skal vi i dialog om og finde ud af at ændre, siger hun.

Maria Ellegaaard Zneider

  • 1998-1999: Projekt assistent MT Højgaard
  • 2000-2004: Studentermedhjælper MT Højgaard
  • 2005-2014: Marketingkonsulent MT Højgaard
  • 2014-2015: Markedschef OBH-Gruppen A/S Rådgivende Ingeniører
  • 2015-2023: Markeds- og kommunikationschef Kullegaard A/S
  • 2023: Markedschef Enemærke & Petersen
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094