23948sdkhjf

Prøvekørsel: 26 tons gravemaskine på batterier kører hele dagen

Tunge opgaver i byerne og følsomme områder kan nu også løses med større gravemaskiner uden larm og udledninger. M-Xtra har i Holland konstateret, at en 26 tons modificeret elektrisk Hyundai gravemaskine kan køre en hel dag uden opladning

Den danske importør af Hyundai, Daugbjerg Maskiner i Viborg har sat sig for at finde ud af, om en gravemaskine på batteridrift kan køre en hel dag uden opladning. Derfor er vi rejst til Holland med en dansk maskinfører, Henrik Eriksen, der til dagligt kører Hyundai gravemaskiner hos entreprenøren Henning Have A/S i Sønderjylland.

En ny elektrisk Hyundai HX260AL er stillet til rådighed en dag hos en hollandsk entreprenør, der allerede har omkring 40 elektriske maskiner, bl.a. fordi han arbejder på digerne i Holland, som ligger i Nature 2000 områder, og maskinerne må derfor ikke udlede noget som helst.

Stort indgreb

Gravemaskinen som Henrik Eriksen skal køre, er fra ny modificeret til elektrisk drift hos firmaet UMS, Urban Mobility Systems. Dieselmotoren, som maskinen fra ny leveres med, tages ud sammen med en masse andet, og derefter bygges en ny ramme i den bageste del af maskinen, som holder batteripakkerne på plads. En vandkølet elmotor kobles til det hydrauliske system, og kontravægten tilpasses, fordi batterierne i sig selv er tunge og danner en del af den nødvendige kontravægt. Udvendigt er der ikke meget forskel at se, andet end de tre batteripakker, der rager en anelse op bag førerkabinen.

Flere lademetoder

Den store fordel ved denne maskine er, at den ikke skal til opladning. Den kører en hel arbejdsdag, og når dagen er omme, kommer en lastbil og skifter batterierne, som er klar til at blive hejst over på lastbilen og skiftet ud med tre nye, friskopladede batterier. Vi tog efter arbejdets afslutning tid på sådan en udskiftning, og det tog ca. 13 minutter. Der er en aftale med ejeren af et nærliggende solcelleanlæg, om at oplade batterierne. Batterierne er 100 procent genanvendelige, og de er godkendt til at køre under højspændingsledninger, hvilket ikke er uvæsentligt. Så systemet er ”plug and play”. Maskinen har dog andre lademuligheder, så den kan også lades med kabel fra generator eller powerpack. Den kan lade AC og DC og på DC hurtigopladning, kan den lade batterierne på tre timer.

Gravemaskine og fører skulle fjerne sand og jord under en kørevej til digeprojektet, som nu er afsluttet, så marken kunne retableres. Ligeledes elektriske traktorer med entreprenørvogn afhentede jorden fra arbejdet.

Tilfreds maskinfører

Og hvordan kører den så?

Det var en spændt maskinfører, Henrik Eriksen, der fik en kort introduktion til funktionerne, og satte i gang. Da vi et par timer senere talte med ham i en lille kaffepause, kom det så:

- Den kører fuldstændigt som en dieselmaskine. Den er i balance, den har kræfterne til stede, der er dejligt stille i kabinen. Brydekraft og krøjning samt hydraulik fungerer upåklageligt, og jeg kan helt uden problemer anvende tiltrotatoren. Eneste ting er, at man her i Holland har knapperne til drejefunktionen i tiltrotatoren til at sidde omvendt, men det løste jeg ved at vende stikket, siger han med et smil, og tilføjer at man også lige skal vænne sig til, at der går ca. 30 sekunder fra man trykker på startknappen til maskinen er klar til at køre, da den laver nogle systemtjek.

Den kører fuldstændigt som en dieselmaskine. Den er i balance, den har kræfterne til stede, der er dejligt stille i kabinen. Brydekraft og krøjning samt hydraulik fungerer upåklageligt, og jeg kan helt uden problemer anvende tiltrotatoren. Henrik Nielsen, makinfører

Holder hele dagen

Maskinens telematik er forbundet med kontoret hos UMS, og her kunne vi efterfølgende konstatere, at efter at maskinen havde kørt uafbrudt, dog med en kaffepause og et førerskift, siden kl. 06:30 om morgenen, kl. 13 havde 39 procent kapacitet tilbage.

- Det skal understreges, at maskinen er udstyret med den lille batteripakke på 390 kW. Maskinen har et minimalt kontinuerligt forbrug, hvilket skyldes den måde systemet er bygget op på, siger salgsdirektør i UMS, Marc van der Voort til Licitationens udsendte. Vi så også grafen på en tilsvarende maskine, der havde kørt hele dagen, og ved arbejdstids ophør kl. 16 havde den 14 procent tilbage på batterierne.

Der er rigeligt med power i denne størrelse på 390 kW batteripakke. En større pakke vil kunne række til arbejde i mindst 10 timer, men det er vigtigt at spørge sig selv, hvor meget man egentligt har brug for, for batteripakkerne er jo dyre i anskaffelse Marc van der Voort, salgsdirektør UMS

- Der er rigeligt med power i denne størrelse på 390 kW batteripakke. En større pakke vil kunne række til arbejde i mindst 10 timer, men det er vigtigt at spørge sig selv, hvor meget man egentligt har brug for, for batteripakkerne er jo dyre i anskaffelse. Men vi kan faktisk udstyre maskinen med så meget kapacitet, at den kan køre 15 timer eller mere, men det koster, tilføjer han.

Dyrt men nødvendigt

De hollandske myndigheder på digeområdet, Rijkswaterstaat, har som tidligere omtalt i Licitationen, ganske enkelt annulleret udbud af projekter, indtil man via frivillige aftaler har kunnet komme med nogle løsninger for de maskiner, der skulle køre i områderne ved digerne.

Og det ér en bekostelig affære at ombygge en stor dieseldrevet gravemaskine til eldrift.

- Ja det er dyrt, endda meget dyrt, men teknologien virker. Der er nemlig også fordele ved batterier. Der er ikke nær så meget service på maskinen. Ingen problemer med addblue, rensning af filtre og så videre. Det er bare at køre, siger Peter Daugbjerg.

Ingen børnesygdomme

I Holland har man arbejdet med elektricificering af entreprenørmaskiner i en årrække, så børnesygdommene er væk, og man kan stole på teknologien. Hos UMS, som samarbejder med Hyundai, er der fuldstændigt styr på kvaliteten. Her ombygges også andre mærker og typer maskiner. Det gælder hjulgravere, asfaltudlæggere, og vi så også en rotationsteleskoplæsser under ombygning. 

Uanset hvordan man vender og drejer det, så kommer der krav i Danmark. Der er lang leveringstid på denne type maskiner, så det er faktisk nu, man skal investere Peter Daugbjerg, dansk importør af Hyundai.

- Uanset hvordan man vender og drejer det, så kommer der krav i Danmark. Der er lang leveringstid på denne type maskiner, så det er faktisk nu, man skal investere. Og du kan ikke få en stor elektrisk gravemaskine hos importørerne, for de findes ikke. Her er en løsning der virker, og som på sigt kan betale sig hjem. For det bliver et krav, at du kan fjerne emissionerne i byerne og i naturområderne, siger Peter Daugbjerg, der samarbejder tæt med den hollandske importør af Hyundai, Van der Spek om at tilvejebringe de store elektriske maskiner – også til det danske marked.

Peter Daugbjerg har sat en ny 8,5 tons Hyundai gravemaskine i ordre til elektrisk modificering hos UMS. Og den første kunde er klar til at skrive under, når maskinen kommer til Danmark.

Licitationen var inviteret med til Holland af Daugbjerg Maskiner A/S

Hyundai HX260AL 

26 tons gravemaskine konverteret til eldrift. Den testede maskine var udstyret med den ”lille” batteripakke på 390 kW, sammensat af tre stk batterier på hver 130 kW. Den større pakke som kan køre +10 timer består af 2 x 130 kW samt et enkelt batteri på 195 kW. Den ekstra store pakke er på 3 x 195 kW og kan således køre +15 timer. Hurtigopladning på DC med 800 volt/190 A/150 kW er opladningstiden på blot 3 timer. På AC 400 Volt/63A/44kW tager det ca. 9 timer at lade batterierne op. Maskinen arbejder med 650 volt og lav ampere, af sikkerhedsmæssige hensyn. Batterierne kan oplades minimum 3.000 gange, svarende til en livstid på 10 år.

UMS/Hyundai

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094