23948sdkhjf

Utætte tage og vægge: Københavnsk skole renoveres 11 år efter åbning

Den 17.500 kvm store Ørestad Skole blev taget i brug i 2012. Nu skal den renoveres. Det sker dog først fra 2027

Utætte tage og ydervægge, revnede og utætte vinduer samt vindspærreplader der får metalkonstruktionerne bag murstenene til at ruste.

Det er nogle af problemerne med Ørestad Skole, som blev indviet i 2012, men nu skal renoveres.

I renoveringen skal blandt andet vindspærrepladerne fjernes, og den udvendige side af ydervæggene udskiftes, utætte og revnede vinduer skal skiftes, og taget skal tætnes.

Problemerne i byggeriet har udviklet sig løbende, og omfanget er først blevet tydeligt over tid, oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Vælger entreprenør i 2026

Økonomiforvaltningen ved Byggeri København er gået i gang med at planlægge renoveringen, og de konkrete arbejder der skal udføres. Det gør kommunen i samarbejde med et eksternt rådgivningsfirma.

Når renoveringsarbejderne og løsningerne på problemerne er planlagt, formentlig omkring årsskiftet 2025/2026, bliver selve renoveringsopgaven sendt i udbud. 

Fakta: Ørestad Skole

Ørestad Skole på Amager har plads til tre klasserækker svarende til cirka 750 elever med tilhørende fritidsordning og fritidsklub. Til skolen knyttes et pædagogisk læringscenter og et folkebibliotek.

Skolen er på otte etager og har mange terrasser på de øvre etager, der fungerer som en del af skolens udearealer.

Fuldført: 2012

Størrelse: 14.500 kvm

Anlægssum: 290 mio. kr.

Bygherre: Københavns Kommune

Arkitekt: KHR Architecture

Ingeniør: WSP Group Sverige

Kontrakten om udførelse af selve renoveringsarbejdet ventes indgået i sommeren 2026.

Det forventes, at den fysiske udførelse af renoveringsarbejderne på skolebygningen begynder i 2027. Indtil da forventer kommunen, at skolen fortsætter med at fungere som i dag.

Hvor længe renoveringen kommer til at stå på er på nuværende tidspunkt uvist.

Mens Ørestad Skole bliver renoveret, bliver det dog nødvendigt at genhuse skolen. Københavns Kommune er i gang med at afklare, om hele skolen med fritidsordning, fritidsklub og tandpleje skal genhuses på én gang, eller om der bliver tale om en etapevis genhusning.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144