23948sdkhjf

Teknisk skole skal udvides: Nu er samarbejdskontrakt underskrevet

Roskilde Tekniske Skole har valgt NCC som samarbejdspartner, og entreprenøren tror på flere af den type i fremtiden

Der er underskrevet en samarbejdsaftale på en udvidelse af Roskilde Tekniske Skole. 

Skolen skal udvides med nye undervisningsfaciliteter, og NCC er valgt som samarbejdspartner og skal over det næste år bidrage til et bygbart projekt. Forløbet vil efter planen resultere i en kontrakt på selve byggeprojektet i efteråret 2024, oplyser entreprenøren i en pressemeddelelse.

Ifølge Jesper Østrup, direktør på Roskilde Tekniske Skole, er skolen med underskriften nået et skridt nærmere målet om at få samlet store dele af skolens uddannelsesaktiviteter i Roskilde.

- Vi er klar til at skrive et nyt, stort og vigtigt kapitel af skolens historie, siger han. 

Tror på samarbejder

Allan Lavrsen, områdedirektør i NCC Byggeri Øst under Building Nordics, oplyser, at NCC over det næste år skal arbejde sammen med rådgiverne og derefter kalkulere en pris, som holder sig inden for budgetrammen. 

Ifølge ham går trenden i retning af den type samarbejder. 

- Vi er overbeviste om, at det er det, der giver det bedste resultat for alle parter i sidste ende, siger Allan Lavrsen.

Mere konkret har Roskilde Tekniske Skole valgt at udbyde projektet under overskriften ”Inddragende byggeri”. 

Samarbejdsformen er ifølge NCC en form for partneringsamarbejde, hvor entreprenøren får mulighed for at sætte sit præg på projektet. 

"For eksempel skal ventilationsanlægget forberedes meget tidligt i forløbet, fordi fagentreprenørens projektering af anlægget skal tilbage til rådgiverne, før byggeriet kan færdigprojekteres", lyder det i pressemeddelelsen.

- Fordelen ved det tidlige samarbejde er jo, at vi sammen bliver enige om, hvordan vi løser de forskellige udfordringer i byggeriet, siger Allan Lavrsen og fortsætter:

- Vi gennemfører risikovurdering og procesoptimering sammen med bygherren, og for os som entreprenør betyder det, at vi kan bringe alle vores erfaringer og kompetencer i spil på det tidspunkt, hvor det giver bedst mening. Vi gør projektet bygbart, og vi kan undervejs i processen beskrive konsekvensen af de beslutninger, der bliver taget.

Første skridt i samarbejdsprocessen er en opstartsworkshop med CCO Arkitekter og Artelia, som er henholdsvis totalrådgiver og ingeniør på opgaven. 

Sidste etape

Ifølge en nyhed på skolens egen hjemmeside udgør det nye byggeri tredje og sidste etape af et projekt, som startede i 2010 efter en plan fra arkitektfirmaet Christensen & Co. Første etape blev realiseret i 2013, mens anden etape blev fuldført i sommeren 2020. 

Den nuværende etape er på cirka 13.000 bruttokvm, og de nye bygninger skal ifølge skolen blandt andet huse teorilokaler, nye muligheder for grundforløb samt værksteder inden for bygge- og anlægsområdet. 

Ifølge byggeplanerne skal bygningerne tages i brug i sommeren 2026.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125