23948sdkhjf

Kendte navne kæmper om stor renovering

Fem entreprenører er i spil til renovering af boligafdeling i Herning. Renoveringen er anslået til et trecifret millionbeløb

Nu er der sat navne på de entreprenører, der kæmper om et stort renoveringsprojekt i Herning til anslået 325 mio. kr. 

Hovedentreprisen dækker renoveringen af Fællesbos afdeling 104 kaldet Fredhøj med 325 boliger, og i spil til opgaven er Hansson & Knudsen A/S, Byggefirmaet Knudsgaard A/S, Egil Rasmussen A/S, Jorton A/S og Nordstern ApS. 

Det fremgår af Projektagenten, Licitationens søsterportal til overvågning af udbud og projekter.

De prækvalificerede 

  • Hansson & Knudsen A/S
  • Byggefirmaet Knudsgaard A/S
  • Egil Rasmussen A/S
  • Jorton A/S
  • Nordstern ApS

Kilde: Projektagenten

Med renoveringen vil antallet af boliger i boligafdelingen blive reduceret til 310. I processen vil alle boliger blive renoveret, installationer vil blive udskiftet, og der vil blive opført nye køkkener og badeværelser. Derudover vil der blive opført ny facademur, og tagkonstruktionen vil blive fornyet.

Omkring en tredjedel af boligerne skal omdannes til tilgængelighedsboliger med elevator.

Foruden boligerne skal friarealer renoveres, og i entreprisen indgår desuden et nyt fælleshus på cirka 200 kvm samt bygninger til erhverv på cirka 60 kvm.

Projektet er det syvende og sidste i boligselskabet Fællesbos omfattende renoveringsprojekt, "Fælles Fremtid."

Udbud udskudt

Som Licitationen tidligere har omtalt, har selve udbuddet været længere tid undervejs end ventet. 

Norconsult vandt opgaven som rådgiver på Fredhøjs helhedsplan i begyndelsen af 2022. Dengang forventede man hovedentrepriseudbud ultimo 2022, men det blev altså udskudt. 

- Der er mange forskellige typer lejligheder derude. Derfor har der været mere projektering end forventet. Og vi ville gerne se, hvordan prisudviklingen udviklede sig, har Kim B. Grarup, drifts- og projektchef i Fællesbo, tidligere forklaret om årsagerne til ventetiden på udbuddet. 

Det var tilbage i november 2023, og her kunne Licitationen også fortælle, at startdatoen for renoveringen var rykket fra omkring september 2023 til nu at starte op i løbet af marts eller april 2024, mens renoveringsarbejderne senest ventes afsluttet i 2028.

Og at den forventede pris for renoveringen også har ændret sig. Det fra cirka 300 mio. kr. til de nu anslåede 325 mio. kr.

- Det er ren indeksering, fortalte Torben Vorm, fagchef hos Norconsult, dengang. 

Selve renoveringsarbejderne på boligopdelingen opdeles i etaper, og der vil være genhusning på tale for beboerne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094