23948sdkhjf

Vinder renovering af 248 boliger: - Det er en opgave, som ligger lige til højrebenet

Det bliver Skou Gruppen, som skal renovere, energioptimere, ombygge og udbygge 248 almene boliger i Glostrup

For beboerne i Glostrup Boligselskabs afdeling 33, Birke-/Bøgeskoven bliver håndværkere og genhusning snart en del af hverdagen. Til gengæld får de hjem, som både ude og inde er ført op til nye standarder.

Skou Gruppen får ansvaret for at renovere, energioptimere, ombygge og udbygge de 248 almene boliger over de kommende godt to år. Desuden skal der etableres tre nye boliger, ligesom 26 boliger i bebyggelsen bliver omdannet til tilgængelighedsboliger.

- Vi har tidligere gennemført lignende projekter for store boligforeninger med tæt lav bebyggelse. Så det er en opgave, som ligger lige til højrebenet for os, siger Skou Gruppens adm. direktør, Martin Skou Heidemann, i en pressemeddelelse om den nye hovedentreprise.

Rækkehus og boligblokke

Birke- /Bøgeskoven blev oprindeligt opført i fire etaper fra midt i 1980’erne til midt i 1990’erne.

I dag rummer boligforeningen 248 lejligheder på samlet cirka 20.000 kvm. Der er 154 rækkehuse med familieboliger i 1½ plan, fire rækkehuse, som er opdelt i otte studieboliger og seks boligblokke på mellem to og tre etager, hvor der i alt er 90 lejligheder.

Moderniseringen af Birke-/Bøgeskoven

Energirenovering, modernisering og ombygning af Birke- /Bøgeskoven

248 almene boliger renoveres inde og ude, og tre nye lejligheder etableres. 26 lejligheder bliver tilgængelighedsboliger

Projektet påbegyndes i foråret 2024 og forventes afsluttet i sommeren 2026

Bygherre: Glostrup Boligselskab

Bygherrerådgiver: Kuben Management

Totalrådgiver: Nordic Office of Architecture (tidligere Rubow Arkitekter)

Underrådgiver på ingeniørarbejder: Dominia

Hovedentreprenør: Skou Gruppen

Kilde: Skou Gruppen

- Boligselskabet har valgt at entrere med Skou Gruppen, fordi de blandt andet har erfaringer med at renovere almene boliger og håndtere den opgaver, det indebærer at renovere et større boligområde, siger Per Dalhammer, forvaltningschef hos Glostrup Boligselskab.

Tilgængelighedsboliger

Alle Birke- /Bøgeskovens boliger skal renoveres ude og inde. Renoveringen omfatter blandt andet udskiftning af tage, samtlige døre, vinduer og karnapper samt en totalrenovering af badeværelserne.

- Det er en stor og gennemgribende renovering og modernisering, vi skal gennemføre i Birke- /Bøgeskoven. Den kommer til at foregå i seks etaper over de kommende godt to år, og mens arbejdet foregår inde i lejlighederne, bliver beboerne genhuset, forklarer Skou Gruppens projektchef, Allan Wissing.

Rundt omkring i bebyggelsen er der desuden en række skure med både tekniske, private og fælles formål. Disse skal også renoveres.

Derudover skal der etableres tre helt nye boliger i en cirka 270 kvm stor selvstændig bygning, som tidligere har huset vaskeri og kontor. 26 af de i alt 251 nyrenoverede lejeboliger skal også indrettes som tilgængelighedsboliger.

- Beboerne kan se frem til et par år, hvor vi bevæger os etapevis igennem bebyggelsen, og hvor de i perioder genhuses. Men når vi er færdige, vil de kunne flytte ind i så godt som nye, topmoderne lejeboliger, siger Allan Wissing.

Små 200 millioner kroner

Parterne oplyser ikke, hvad hovedentreprisen løber op i. 

Projektagenten, Licitationens søsterportal til overvågning af udbud og projekter, anslår entreprisesummen på projektet til cirka 199 mio. kr. 

Her fremgår det også, at Glostrup Boligselskab havde tre prækvalificerede entreprenører til projektet: Einar Kornerup, Hovedstadens Bygningsentreprise, NCC Danmark, foruden Skou Gruppens vinderbud.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157