23948sdkhjf

Bilfokus sender tyvene videre

Fri bevægelighed kræver øget bevågenhed med stjålne køretøjer, der kan nå rigtig langt uden kontrol. Er det for farligt at stjæle biler, går tyvene over til at tømme varevogne for værktøj
Først var det dyre personbiler, så fik de elektroniske startspærrer. Så var det lastbiler, og så fik de elektroniske startspærrer.

I dag er det entreprenørmaskiner og varevogne, tyvene går efter, og uden ordinær paskontrol mellem medlemslandene i Schengen-samarbejdet, kan man komme langt uden at blive stoppet - selvom køretøjet er efterlyst.

”Inden for EU kan du køre fra Aalborg, ned igennem Tyskland, op igennem Polen, Litauen, Letland, Estland og havne helt oppe ved Narva, der ligger 200 km fra Skt. Petersborg. Du kører hele vejen i EU uden nødvendigvis at skulle vise pas eller blive kontrolleret ved en grænseovergang”, siger Arne Knippel, kontorchef hos Forsikring & Pensions Østkontor.

Særlige indsatser

Derfor har politiet i især Tyskland og Polen nu sat ind over for tyveri af køretøjer på tværs af grænserne.

”Fordi rygterne har spredt sig i politikredse om, at det er populært at stjæle de her varevogne, kan det godt være, at du bliver standset undervejs. Især i Tyskland og Polen, der har nogle særlige politibilenheder, der kæmper mod organiseret kriminalitet, og som især standser varevogne”, siger Arne Knippel.

Forsikringsselskaberne Gjensidige og Topdanmark oplever en kraftig stigning af tyveri fra varevogne og byggepladser, og det kan godt hænge sammen med den øgede bevågenhed.

”Man kan godt forestille sig, at der er nogle håndværkerbiler, der bliver tømt på den måde, fordi man ikke kan stjæle bilen, eller fordi risikoen ved at krydse flere landegrænser i en stjålen bil er for høj”, siger han.

De seneste 10-15 år er det også blevet sværere at indregistrere et stjålent køretøj i Østeuropa.

Sværere at indregistrere biler

”Tidligere havde man nogle fuldstændig umulige indregistreringssystemer for biler i mange østeuropæiske lande, hvor man kunne indregistrere hvad som helst, en elefant, en undervandsbåd”, fortæller Arne Knippel.

Besværet har i stedet skabt en trend med at sælge bilerne som reservedele - og altså at holde sig til indmaden i håndværkerbilerne, som er langt sværere at identificere end selve bilen.

”Hvis du kommer kørende i en almindelig fuldstændig lovlig indregistreret varevogn, som til gengæld er fyldt med boremaskiner og save, er det lige før, at politimanden drejer om på hælen, fordi han ikke har tid til at tjekke efter, om det kommer fra Sverige, Tyskland eller Frankrig”, siger Arne Knippel.

Læs også: " Tyve sætter dansk værktøj til salg i udlandet ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125