23948sdkhjf

Gamle Mursten i kamp om miljøpris

Det er vigtigt at virksomheder går foran og viser, hvordan man kan mindske affald, mener miljøministeren, der nu har stiftet en pris. Byggefirma er nomineret
Virksomheden Gamle Mursten, der renser mursten fra nedrivninger ved hjælp af vibrationsteknologi, så de kan genbruges, er sammen med fire andre virksomheder nomineret til prisen ”Virksomheder uden affald”. Det er miljøminister Kirsten Brosbøl (S), der har stiftet prisen, der hædrer firmaer, der gør noget særligt for at forebygge affald.

I alt har 31 virksomheder med grønne ambitioner været med i kampen om at vinde prisen, men miljøministerens hold af såkaldte ressourceambassadører har nu reduceret feltet af virksomheder til fem finalister.

”Prisen ’Virksomheder Uden Affald’ er stiftet for at sætte spot på virksomheder, der gør en stor indsats for at forebygge affald. Det er vigtigt, at vi har virksomheder, der går foran og viser andre, hvordan man får mere ud af mindre – og dem har vi heldigvis mange af, kan vi se på de mange gode indstillinger, vi har fået, siger miljøminister Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse.

Fra hel til halv

De fem finalister er udvalgt ud fra deres evne til at forebygge affald gennem løsninger, der er innovative og kan skaleres. Det kan for eksempel ske gennem produktdesign, der øger produktets holdbarhed, forlænger levetiden og gør det muligt at genbruge delkomponenter.

Og det er netop konceptet hos Brugte Mursten, forklarer adm. direktør Claus Juul Nielsen.

”Det andre ser som affald, betegner vi som et produkt. Hele vores koncept er at genbruge. For eksempel udnytter vi slåede sten som enten halve sten eller i nye præfabrikere vægge, hvor skallerne er sat op på plader”, siger han.

Bonderøv er ambassadør

Miljøministeren vil sammen med ressourceambassadørerne offentliggøre vinderen i morgen. Prisen uddeles som en del af regeringens Strategi for affaldsforebyggelse – Danmark uden affald II. Juryen består af ressourceambassadørerne ”Bonderøven” Frank Erichsen, Ikeas Sustainability Manager Jonas Engberg, Coops miljøchef Signe Frese, Stop Spild af Mad’s stifter Selina Juul, bæredygtighedsaktivist Signe Wenneberg og Vigga Svensson, der har stiftet Vigga.us.

De fire andre nominerede virksomheder er Cheval Blanc, der driver storkøkkener, Refurb, der opkøber, renoverer og videresælger it-udstyr, Resecond, der er en deleøkonomisk virksomhed baseret på bytte af kjoler gennem abonnement og Trendsales, der er en online modebazar med brugt tøj.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14