23948sdkhjf

PORTRÆT: Byggeriets travle diplomat

Dansk Byggeris formand Claus Bering har diplomatiske evner og et stort overblik – og så har han travlt
Ved en gennemlæsning af Claus Bering CV springer især to ting i øjnene. Beton og forsvaret.

Den adm. direktør i betonelementvirksomheden CRH Concrete og formand for brancheorganisationen Dansk Byggeri begyndte sin ledelseskarriere i forsvaret, hvor han som blot 24-årig stod i spidsen for et 100 mand stort kompagni. Her fik han de grundlæggende ledelsesredskaber, som stadig bliver trukket op af værkstøjskassen, hvis tingene spidser til.

Som nyuddannet ingeniør landede han i 1984 det første job hos entreprenørvirksomheden Rasmussen & Schiøtz, der i dag hedder NCC Construction. Her blev han hurtigt direktør for datterselskabet Dansk Fiberbeton A/S. Dermed blev beton hans levevej.

Del af kæmpevirksomhed

I 2003 takkede ja til at job som adm. direktør i virksomheden Betonelement, og da virksomheden kort tid efter blev solgt til den irske gigantkoncern CRH Concrete, endte Claus Bering som adm. direktør for det danske datterselskab i et af verdens absolut største betonvirksomheder med en årlig omsætning på mere end 19 mia. euro (godt 141 mia. kr.).

Formandsposten i Dansk Byggeri fik han for et år siden, hvor forgængeren trak sig. Her er det ikke militær kæft, trit og retning, som organisationens adm. direktør, Lars Storr-Hansen, oplever i samarbejdet med Claus Bering, men derimod en høj faglighed, systematik og et godt overblik.

”Claus Bering har store diplomatiske evner. Han er god til at samle folk, og det har været godt i en periode, hvor byggeriet har været ramt af krisen. Derudover er han fagligt dygtig og kender branchen indgående fra sit virke i flere forskellige virksomheder. Det er vigtigt som formand for en organisation med en stor og bred medlemsskare”, siger Lars Storr-Hansen.

Arbejder for flygtninge

Som virksomhedsleder har Claus Bering kastet sig ud i arbejdet med at oprette praktikpladser til de mange flygtninge, der i disse år kommer til Danmark. Efter regeringsskiftet sidste sommer inviterede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til ”Civilsamfundets Topmøde” på Marienborg, hvor blandt andet Claus Bering deltog fra byggeriet. Efterfølgende har CRH Concrete oprettet 18 praktikpladser fordelt på virksomhedens fabrikker rundt omkring i landet, heriblandt fabrikken i Viby Sjælland. Her var udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) for nylig forbi for at høre nærme om virksomhedens erfaringer med at gøre plads til flygtninge.

Ud over formandsposten i Dansk Byggeri og stillingen som topchef er Claus Bering bestyrelsesformand i Betonelement-Foreningen, bestyrelsesformand Betongruppen RBR A/S og bestyrelsesmedlem BIBM - European Federation for Precast Concrete. Derfor er et af de ord, der falder Lars Storr-Hansen ind, når han skal beskrive Claus Bering også følgende:

”Han er en travl mand. Han kommer fra en stor koncern og har flere bestyrelsesposter, så han har meget at lave, men det er ikke noget. vi oplever som et problem i dagligdagen”.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14