23948sdkhjf

Byggeri skaber sammenhængskraft

Kvaliteten af bygningerne, vejene og den underjordiske infrastruktur er afgørende for borgernes livskvalitet og virksomhedernes konkurrenceevne
Der er i mere end én forstand højt til loftet i Realdanias hovedkvarter på Jarmers Plads i København. Her er der plads, penge og personale til at dyrke alle facetter af det byggede miljø.

I et af de højloftede lokaler, hvor store vinduer med solide teaktræskarme åbenbarer en formidabel udsigt til H.C. Ørstedsparken, møder Licitationen - Byggeriets Dagblad en af ildsjælene i Realdania-familien. Direktør Curt Liliegreen leder til daglig Boligøkonomisk Videncenter. Og ved siden af – men absolut ikke med venstre hånd – har han skrevet tredje bind af trilogien om Det Byggede Danmark.

Han kalder selv værket for tre magasiner. Dels af ydmyghed for langt større værker i forskningens og litteraturens verden. Men også for at signalere, at der her er tale om populære fremstillinger af ganske komplekse sammenhænge. Det er statistik på en ny og mere tilgængelig måde.

Idéen med de tre magasiner er netop at give en populær fremstilling af, hvor vigtig bygnings- og anlægskapitalen er, både for det moderne samfund og for den enkelte borger.

Almindelige mennesker

”Det handler i høj grad om formidling og formidling kræver ofte forenkling. Gemt i noget så tilsyneladende kedsommeligt som asfalt, stål, beton, mursten og tømmer ligger der nemlig en fascinerende fortælling om, hvad der udgør hele Danmarks formue, og hvordan den blev skabt.

Kvaliteten af bygningerne, vejene og den underjordiske infrastruktur er afgørende for borgernes livskvalitet og virksomhedernes konkurrenceevne. Og overordnet set er det afgørende for hele samfundets sammenhængskraft”, understreger Curt Liliegreen.

De tre magasiner er blevet til på grundlag af tal fra Danmarks Statistik, men selvom værket understøttes af tal, så er det fortællingerne, fortolkningerne og samtalerne med helt almindelige danskere, der skaber perspektivet og giver de tre magasiner liv og stof til eftertanke.

”Jeg har bevidst fravalgt de sædvanlige meningsdannere fra organisationer eller stjernearkitekter og i stedet interviewet almindelige mennesker. Jeg har også lagt vægt på, at der skulle være historier fra hele Danmark og ikke blot noget københavneri. Andre ville måske have valgt en mere politiserende vinkel, for eksempel erhvervspolitisk eller byggepolitisk. Så de tre magasiner er mit personlige bud på Det Byggede Danmarks betydning, både i forhold til den tid vi lever i og historisk set”, forklarer han.

Tal og fortællinger

Curt Liliegreen er cand.polit. og ”knastør talmand”. Men han er også et litterært og historisk interesseret menneske. Derfor har han tilført de tre magasiner både en historisk, skønlitterær og poetisk dimension med citater fra både Oehlenschläger, H.C. Andersen, Martin Andersen Nexø, Piet Hein og andre.

Det Byggede Danmark er derfor mere end blot en anden og mere tilgængelig måde at præsenterer statistik på. De tre magasiner har nerve og rytme og giver den opmærksomme og interesserede læser mulighed for at perspektivere og reflektere over det byggede miljø på grundlag af konkrete tal og fortællinger.

Tænk for eksempel over, at danskerne i mere end 250 år kæmpede en brav kamp for at skaffe landbrugsjord mere gennem inddæmning, dræning af moser og kultivering af heden. I dag føres mange af disse områder tilbage til naturtilstanden for at bekæmpe forurening og klimaændringer og for at sikre biologisk mangfoldighed.

Det byggede Danmark er en dynamisk størrelse og med Curt Liliegreens ord, vil det byggede miljø fortsat være præget af forandring og dynamik, fordi det spejler sin samtids velfærd, teknologi og politiske vilje.

Læs også: " Grønne hensyn er guld værd for Danmark ".

Folkemøde og DAC-rundtur
Det tredje magasin i serien Det Byggede Danmark offentliggøres torsdag i næste uge på Folkemødet på Bornholm. Her lægger Curt Liliegreen op til debat med erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri Torben Liborius og formanden for Akademisk Arkitektforening, Natalie Mossin.
Senere på året skal Det Byggede Danmark på tur rundt i landet i regi af Dansk Arkitektur Center (DAC)
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109