23948sdkhjf

Fredericia renoverer sin bedste strand

Fredericia forvandler byens strand, Østerstranden, så den udvides med ti meter i bredden. Hele kystrenoveringen vil koste i omegnen af 4,5 mio. kroner og vil genskabe de fine forhold i området, som fotos fra 1950’erne viser
Fredericia har sat det tunge materiel ind for at blive færdig med første etape af renoveringen af den bynære Østerstrand.

Stranden skal ifølge planen udvides med 10 meter i bredden. Det betyder at der skal sandfodres og pumpes minimum 30.000 kubikmeter sand på over en strækning på cirka 800 meter.

Desuden skal de mange stenhøfder, der ligger som perler på en snor med små sandlommer, fjernes, og der skal etableres tre store høfder i stedet.

Det betyder ifølge landskabsarkitekt hos Fredericia Kommune Lars Kronborg Bak, at den fine nuværende badestrand, der imidlertid ikke er stor, kan kopieres, så den vil fylde fire gange så meget.

Byens strand nummer et

Han siger om den ambitiøse kystrenovering, hvis første etape vil koste 1,4 mio. kroner og den næste, der består af sandfodringen, godt tre mio. kroner:

”Vi har arbejdet tre-fire år på projektet, der jo er byens strand nummer et, og politisk er der et stort ønske om at forskønne og løfte området. Byen har jo en tung industrifortid, og nu skal der skabes et godt image, så Østerstrand får en masse opholdssteder og aktivitetsområder for alle aldre”.

Blandt andet vil en tidligere parkeringsplads blive inddraget til at rumme en cirka 200 kvm stort overdækket aktivitetsgulv, så der kan komme liv, selv om vejret er halvdårligt.

Gode belægninger

Det hele bliver til i samarbejde med entreprenøren Aarsleff A/S, der har allieret sig med firmaet Biosand, som med et stabiliserende tillægsprodukt til deres grusblanding sørger for, at de forskellige områder på og nær stranden lever op til de tiltænkte funktioner.

”På nogle områder kræver det en grusblanding, som er køreegnet og permeabel. I andre – hvor der skal være parkering og handicapparkering – er det vigtigt, at belægningen er mere fast og permeabel. Det opnås ved at der blandes en særlig ”stabilizer” i”, siger Jakob Foged fra Biosand, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han tilføjer, at entreprenøren Aarsleff i første omgang var skeptisk, men blev overbevist ved at få grusmaterialets fasthed demonstreret. Noget der kunne lade sig gøre, fordi parterne blev inddraget tidligt i processen.

Fået meget for pengene

Lige nu forvandles området med etablering af parkeringsplads og en 140 meter lang bænk som nogle af nyskabelserne.

”Samarbejdet mellem kommune, entreprenører og leverandører kom hurtigt i i gang. Derfor har vi også formået at få meget for pengene. Det er ikke en hemmelighed, at vi har været igennem barske sparerunder, og at vi skal være effektive om løsningerne. Men nu mener jeg, vi har fået lavet et projekt, som andre strandkommuner kan lade sig inspirere af”, siger Lars Kronborg Bak.

Opfylde et løfte

Til efteråret begynder kystsikring og sandfodring, så stranden kan få samme bredde som i 1950’erne. ”Vi har arkivfotos fra den tid og kan se, at stranden var bredere, og strandengen lå højere dengang. Men Lillebælt har gnavet sig ind”, siger Lars Bak.

”Det er dejligt, at vi er kommet i gang, og jeg glæder mig over, at jeg også kan opfylde mit løfte om, at der bliver en overdækket plads, som foreningerne kan lave aktiviteter omkring”, siger Christian Bro (S), formand for miljø- og energiudvalget i Fredericia Kommune, til Vejle Amts Folkeblad.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.315