23948sdkhjf

Metro-beton i nye boliger baner vej for god forretning med byggeaffald

For første gang bliver betonaffald fra et metrobyggeri genbrugt i stor skala i et boligbyggeri, med Lendager Group, Moe og Norrecco a/s i bærende roller. Dansk Beton kalder idéen god, men efterlyser et større erfaringsgrundlag

For første gang genbruges 1.400 tons betonaffald fra Københavns metrobyggeri i bæredygtige byhuse kaldet Upcycle Studios i Københavns Ørestad. Støbningen af de første 60 kubikmeter genbrugsbeton er netop startet.

- I øjeblikket repræsenterer betonaffald og andre affaldsmaterialer en værdi meget tæt på nul. I de nye boliger giver vi betonen nyt liv, uden at gå på kompromis med kvalitet eller æstetik. Det er måske ikke ligefrem raketvidenskab, men det siger sig selv, at jo bedre råmaterialer, vi har, jo bedre resultat, siger arkitekt Anders Lendager, som er direktør og grundlægger af Lendager Group, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Og vi fandt ud af - efter at have lavet test af styrke og sætmål - at netop beton fra metrobyggeriet, hvor der er meget høje kvalitetskrav, var godt at bruge, tilføjer han.

Anders Lendager understreger, at det ikke kun er en konkurrencemæssig fordel for bygherrer, entreprenører og arkitektvirksomheder - det reducerer også CO2-udledningen ved beton væsentligt.

Stærkt affald genbrugt

Teamet bag Upcycle Studios i Ørestad består af Lendager Group, Norrecco a/s, NREP, Arkitektgruppen og den rådgivende ingeniørvirksomhed Moe.
De fik mulighed for at genbruge det yderst stærke betonaffald fra Københavns metrobyggeri i nye bæredygtige byhuse - i stedet for at bruge betonen som ubundet bærelag til stabilgrus.

Ifølge holdet rummer spildet i betonproduktionen og andet byggeaffald et stort økonomisk og ressourcemæssigt potentiale.

Upcycle Studios genanvender 1.400 tons betonaffald fra metrobyggeriet i bebyggelsen. Projektet er udviklet fra principper om cirkulær økonomi, hvor størstedelen af byggematerialerne er genanvendt fra andre bygninger.
Det medfører en reduceret CO2-udledning i konstruktionsfasen, når nye materialer ikke produceres - og giver eksisterende byggematerialer mange nye liv.
Kilde: Lendager Group/Norrecco

Anders Lendager, der blandt andet har specialiseret sig i cirkulær økonomi, fortæller, at cirka 75 procent af støbningen i Ørestaden nu er færdig, til det, der skal blive til 20 byhuse på i alt 3.000 kvm.

Kan give genlyd
Arkitekten er ikke bange for at bruge store ord, når han skal beskrive det aktuelle projekt, der går foran med muligheden for at genbruge beton i nye byggerier.

- Lige nu findes der ikke andre projekter i verden, der går lige så langt i genanvendelse og upcycling af beton og byggematerialer i kommercielt byggeri, siger Anders Lendager, som håber at den nye metode giver genlyd ude verden.

- Bare indenfor de sidste seks måneders metrobyggeri er der tale om cirka 18.000 tons spildbeton. Og traditionelt ville det ryge ud eller blive blandet op med en dårligere kvalitet beton. Derfor har vi linet en række projekter op og investeret tid og penge i udstyr og produktionsteknik, i blandeanlæg, i recepter og i hele produktionsprocesssen, siger han.

Netop spørgsmålet om den rette kvalitet er også omdrejningspunkt for Dansk Beton under Dansk Byggeri.

- Ideen fra Ørestaden er god, men beton er ikke kun beton. Når man anvender gammel beton som tilslag i ny beton, opfører det sig anderledes, og vi skal sikre os, at vi fortsat kan levere den samme høje kvalitet, siger branchedirektør Thomas Uhd til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Thomas Uhd efterlyser flere forsøg og et bedre erfaringsgrundlag med den "donorbeton", der anvendes.

Derfor har Dansk Beton taget initiativ til et nul-spilds-projekt, som flere af de største betonproducenter har engageret sig i.

De vil nu intensivere arbejdet med at genbruge restproduktionen.

- Det gælder om at få styr på restproduktionen, så vi i et kontrolleret format kan lære, hvordan vi kan genanvende beton bedst muligt uden at gå på kompromis med kvaliteten. Men på den lange bane vil jeg ikke afvise, at nedknust beton andre steder fra kan genanvendes effektivt. Men det vigtigste er at få sikret kvaliteten, siger han til Licitationen.

Kvalitet til 12 meters højde
Ifølge Lendager Group er det aldrig set før, at betonaffald fra et metrobyggeri bliver genanvendt i et nyt boligbyggeri.

- Kvaliteten er så høj, at vi kan fremstille betonvægge in-situ støbt i 12 meters højde. I det hele taget er det nyt, at verden har fået øjnene op for, at det kan betale sig at satse på udvikling af genbrugsbeton og cirkulært byggeri, siger han til Licitationen.

At reducere CO2-udledning
Lendager Group har fået tildelt de såkaldte MUDP-midler af to omgange til udvikling af genbrugsbeton og upcycling af byggematerialer.

Også hos samarbejdspartneren Norrecco A/S ser salgsdirektør Peter Arevad projektet som banebrydende.

- Genanvendelse af materialer for at spare miljøet for tonsvis af CO2 er et forretningsområde med et enormt udviklingspotentiale. Vi er stolte over skabelsen af en bæredygtig byggebranche ved at genanvende betonaffaldet fra metrobyggeriet, siger han.

Også vinduer og træ bliver genanvendt i de nye boliger. Eksempelvis bruges kasserede ruder fra renovering af almene boliger sammen til moderne vinduespartier. Og træværket i projektets gulve, vægge og facader er producenternes affald - som ellers ville være blevet kørt til forbrænding.

Beton med stort potentiale

Betonbranchen oplever lige nu stor vækst både lokalt og globalt. I Kina tog det eksempelvis kun fra 2011 til 2013 at producere mere beton, end USA brugte i hele det 20. århundrede. Så det globale potentiale for genbrugsbeton er enormt.

Derfor har Dansk Beton under Dansk Byggeri også taget initiativ til et nul-spilds-projekt, der skal geare betonproducenterne til at få styr på restproduktionen med henblik på genanvendelse.

I takt med at boligerne Upcycle Studios skyder i vejret, har virksomhederne Lendager Group og Norrecco a/s ambitioner om at eksportere løsningen med knust beton som tilslag til internationale markeder - for at skalere impacten og reducere den globale CO2-udledning yderligere.

Det arbejde er allerede godt i gang og den første bebyggelse af genbrugsbeton, Pelican Self Storage på Amager, står nu klar. Her er betonen fra den tidligere bebyggelse på grunden blev genanvendt direkte i den nye bebyggelse.
Kilde: Lendager Group/Dansk Beton
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141