23948sdkhjf

Når beton bliver let og luftigt

Tre store betonpriser er blevet uddelt til projekter der strækker sig fra det historiske over naturoplevelser til effektiv affaldshåndtering. Og fra Vestjylland til Bornholm

Sydhavn Genbrugscenter i Københavns Kommune har fået Bæredygtig Beton Prisen, der blev uddelt af Dansk Beton under Dansk Byggeri. Det skete torsdag ved en prisfest på Dansk Arkitektur Center i København.

- Af hensyn til de begrænsede ressourcer og klimaet, skal vi blive langt bedre til at genbruge og genanvende vores affald. Ikke mindst byggeaffaldet. Med prisen får vi en fornem anerkendelse af, at netop genbrugscentret skal være med til at sikre, at vi når vores mål om at genanvende 70 procent af vores affald i 2024, siger Københavns teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (Enhl.).

Fornemmelse for virkemidler
Den bæredygtige pris var imidlertid ikke den eneste, der blev uddelt i de nye store rammer i københavnske Blox.

- Når bygninger står længe er det næsten pr. definition bæredygtige, for så bygger man sjældnere og man bruger færre ressourcer og mindre energi. Samtidigt kan man, som forskere på Arkitektskolen i København også har påvist, sagtens kombinere æstetik og bæredygtighed, sagde branchedirektør Thomas Uhd fra Dansk Beton i sin velkomst.

Og netop æstetik har vinderen af In-Situ-prisen masser af. Det allerede berømte (blandt andet fra X-Factor) besøgscenter ved Hammershus fik prisen for et overbevisende hovedgreb, "som i kraft af en sikker fornemmelse for virkemidler og materialer får de to bygværker, slotsruinen og besøgscentret, til at indgå i en raffineret dialog og understreger hinandens kvaliteter", som det lød fra dommerne.

Elipse ud i vandet
Og så skulle de omkring 150 deltagere ved prisfesten også en tur ud i naturen, nærmere bestemt til Filsø i Vestjylland, hvor landskabsarkitektvirksomheden Schønherr har designet en elipseformet promenade i robuste betonelementer - og som slynger sig langt ud i vandet.

Både greb, design og materialevalg blev belønnet med Betonelementprisen, og det var arkitekt Rikke Juul Gram, partner og kreativ direktør hos Schønherr, meget stolt af:

- Det fantastiske fugleliv, som maleren Johannes Larsen for omkring 100 år siden gengav så eminent ved Filsø, er for mig og andre billedet på Danmark, og det har været en inspiration for det, der skulle ske efter naturgenopretningen på stedet, sagde hun blandt andet om projektet, der er udviklet i et samarbejde mellem Realdania, Aage V. Jensens Naturfond og Naturstyrelsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142