23948sdkhjf

Bygger landsbytanken og 150 boliger i Høje-Taastrup

Duo arbejder igen sammen om bofællesskab, hvor du kan vaske dit tøj i regnvand

Høje Taastrup C bliver et bofællesskab med 150 boliger rigere. 

Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C har netop solgt et byggefelt på 8.420 kvm til Svanen Gruppen, der i samarbejde med Eco-Village vil opføre et bæredygtigt bofællesskab. Fokus bliver på økologi, genanvendelse og dele-principper.

Bofælleskabet vil være centreret om et ca. 1.500 kvm fælleshus og 140-150 boliger med et gennemsnit på 50-60 m2. Der vil indgå særlige etplansboliger til ældre beboere samt særlige delelejligheder til studerende. Boligerne skal tegnes af Werk Arkitekter. 

- Målet med projektet er at lave små ejerboliger ud fra en såkaldt microliving tankegang med masser af fællesfaciliteter, fællesspisning, delebiler med videre. Boligerne vil være på forholdsvis få kvadratmeter – men til gengæld vil de have højt til loftet, både fysisk og i overført betydning, siger Rikke Amalie Søndler, partner i Eco-Village. 

Bygherre bag bofællesskabet er Svanen Gruppen, som også arbejder også sammen med Eco-Village om et bofællesskab i Hørsholm med 75 boliger.

- Det er landsbytanken, der rykker til storbyen
Boligkomplekset vil blive opført ud fra konkrete bæredygtige principper og blive DGNB-certificeret. Der skal desuden indgå et fællesvaskeri med regnvandsgenanvendelse, og så mange materialer som muligt vil være svanemærkede. 

Derudover vil en stor del af projektets bæredygtighedsprincipper være “indholdsbestemt” og op til de kommende beboere at definere nærmere. Det kan fx være økologisk fællesspisning, bytte- og delecentral, have- og tagdyrkning, eldrevne delebiler med mere. 

- I lighed med vores andre projekter vil vi lægge stor vægt på at skabe en bofællesskabsramme, som kan rumme alle aldre og livssituationer. Det er landsbytanken, der rykker til storbyen – og mange af vores nuværende bofæller efterspørger netop den bynære placering med god infrastruktur, siger Rikke Amalie Søndler. 

Forventet byggestart for projektet i Høje Taastrup C er januar 2021, og bofællesskabet forventes at stå færdigt sommeren 2022.  

Bygger sig ind i en bydel
Bofællesskabet opføres i Høje Taastrup C, den nye bydel som skyder op mellem Høje Taastrup Station og City 2 med en park, rækkehuse, byhuse, kontorer, butikker og cafeer. 

Den nye bydel vil blive udviklet over en årrække og rummer byggemuligheder for i alt 1.200 boliger, ca 114.000 kvm erhverv, 10.000 kvm detailhandel og endelig 22.000 kvm offentlige funktioner.  

Høje-Taastrup Kommune bygger også sit nye rådhus centralt i den nye bydel. 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11