23948sdkhjf

Ombygningen af kvindefængsel i gang efter entreprenørkonkurs

Ombygningen af Jyderup Fængsel til et rent kvindefængsel er nu skudt i gang.

Første spadestik var oprindeligt planlagt til juni måned, men da den oprindelige hovedentreprenør, Anker Hansen & Co., gik konkurs kort tid efter kontraktindgåelsen, var måtte Kriminalforsorgen udskyde byggeriet og finde en ny entreprenør. Det skete i august i år, hvor Byggeselskabet Paulsen overtog opgaven

– Med et rent kvindefængsel får vi mulighed for at tilbyde de kvindelige indsatte bedre forhold under deres afsoning. Vi kan sikre, at de ikke udsættes for chikane eller overgreb fra de mandlige indsatte, og så giver det os samtidig mulighed for at arbejde mere målrettet med resocialisering af de kvindelige indsatte, siger Ina Eliasen, som er direktør for Kriminalforsorgen, i en pressemeddelelse om byggeriet.

Hvem er hvem?

Bygherre : Kriminalforsorgen
Totalrådgiver : Alex Poulsen Arkitekter
Hovedentreprenør : Byggeselskabet Paulsen

De nye rammer i Jyderup Fængsel 

Jyderup Fængsel er før ombygningen kategoriseret som et åbent fængsel med 161 pladser til mænd med en lukket afdeling for 23 kvindelige indsatte. Efter ombygningen bliver fængslet et såkaldt ”hybridfængsel” med 143 pladser til kvindelige indsatte fordelt på 40 lukkede pladser, 45 åbne pladser og en arrestafdeling med 58 pladser. 

Ombygningen af Jyderup Fængsel sker for at kunne håndtere alle tre fængselsregimer i samme institution, da indsatte i de forskellige regimer ikke kan benytte de samme fællesaktiviteter og besøgsfaciliteter. 

De gamle bygninger skal også opgraderes i forhold til sikkerhed, og kapaciteten i de forskellige bygninger skal tilpasses de nye indsatte. 

Kvinder i danske fængsler

Omkring 4 pct. af de ca. 4.000 indsatte i danske fængsler og arrester er kvinder. De sidder i dag hovedsageligt i Jyderup Fængsel, Vestre Fængsel, Herstedvester Fængsel og Horserød Fængsel, hvor de afsoner på afdelinger, som er adskilt fra de mandlige indsatte. 

Ombygningen af Jyderup Fængsel til et rent kvindefængsel sker som et led i den nuværende flerårsaftale for kriminalforsorgen.

Der bliver opført én helt ny bygning i Jyderup. Den nye bygning skal fungere som en central indgang til fængslet, og hovedvagten og en besøgslejlighed vil blive placeret her. Bygningen forventes at stå færdig i den sidste etape af byggeriet. 

Står færdigt i andet halvår af 2021 

Inden kvinderne kan indtage de nye faciliteter i Jyderup, forestår et stort logistisk arbejde med at flytte indsatte i takt med udviklingen af byggeriet. Fængslet vil være i brug under ombygningen, og det betyder, at de mandlige afsonere løbende vil blive overflyttet til andre fængsler, mens kvindelige afsonere langsomt flytter ind i Jyderup Fængsel. 

– Der hersker en særlig pionerånd herude, som jeg er rigtig glad for. Ombygningen kommer til at foregå, mens fængslet er i drift, så vores medarbejdere kommer til at arbejde under nogle særlige vilkår, mens byggeriet står på. Det er vi naturligvis meget opmærksomme på, så vi kan tage bedst muligt hånd om de udfordringer, der dukker op undervejs, siger institutionschef for Institution Jyderup Ole Hansen.

Når kvindefængslet forventeligt står helt færdigt i andet halvår af 2021, vil alle mandlige afsonere være flyttet til andre fængsler, og samtlige af landets kvindelige afsonere vil som udgangspunkt være samlet i det nye kvindefængsel.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125