23948sdkhjf

Nedriver i galop - nu med nye robotter

De har været brugt længe, men de vinder frem i takt med at miljøkravene skærpes - hvilket også gælder arbejdsmiljøkravene. Det drejer sig om robotter, som medarbejderne kan fjernbetjene, når arbejdet er farligt, eller det foregår inden døre. De er elektriske men drives med et kabel, der går fra en generator udenfor og ind til maskinen. En fjernbetjening gør, at medarbejderen kan stå et sikkert sted, hvor der ikke er fare på færde, eller støv.

- Vi har udskiftet fire robotter med fire nye af mærket Brokk, der er leveret af Erenfred Pedersen, som importerer dem, fortæller Henrik Olesen, der er direktør og medindehaver i firmaet, til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Og der er brug for dem. Firmaet har rigtigt travlt og det summer af aktivitet over hele landet.

- Vi har flere rigtig store projekter i gang i øjeblikket. Det gælder for eksempel Nordjyllandsværket, hvor vi er i gang med at skære to linjer væk. Vi er i gang med en større opgave på Fynsværket, hvor det handler om det gamle kedelanlæg, og desuden er vi i gang med Carlsbergs gamle administration i Carlsberg Byen, så vi har rigeligt at se til, siger han til Licitationen.

Større kompleksitet
Opgaverne bliver også mere komplekse, fordi der er flere miljøkrav og krav til dokumentation, end der var tidligere.

- Det er generelt blevet væsentligt større projekter, fordi der skal være styr på alle processer. Der er stigende krav til dokumentation og planlægning af arbejderne. Desuden er der en række miljøkrav, og ikke mindst er arbejdsmiljøet også i fokus, så hele setup’et er blevet væsentligt mere omfattende, end det har været, siger han.

Til gengæld er konkurrencen også blevet skærpet. Henrik Olesen oplever at kampen bølger lidt frem og tilbage alt efter hvem der nu vinder konkurrencerne. Men der er god aktivitet i branchen, og som han siger til Licitationen:

- Der er nok at regne på, og det er jo positivt. Vi har pænt med ordrer stort set til resten af året, så vi klager os bestemt ikke, siger han.

Det høje aktivitetsniveau kræver også et godt mandskab, og ikke mindst også gode maskiner, der passer til opgaverne.

- De fleste af vore opgaver - i hvert fald de større, foregår jo i byerne og byområder, hvor de store kraftcentre er. Gamle produktionsbygninger viger pladsen for nye boliger, hvor alle vil bo ved havnen, så industrien rykkes ud af byen. Det er ligesom den trend der er i øjeblikket, siger han.

Alene på maskinfronten investerer firmaet omkring 20 millioner kroner årligt, for at holde maskinparken moderne og kørende.

Bliver mere professionelle
Henrik Olesen mener dog også at de mange krav til korrekt nedrivning er med til at professionalisere branchen.

- Det kræver faktisk noget at nedrive rigtigt i dag. Det kræver viden og uddannelse for at kunne gøre det rigtigt. Og det har vi da i de senere år kunne mærke tydeligt i branchen. Arbejdet bliver ganske enkelt udført bedre, siger han.

- Hvis man ser på procenten af genbrug af byggematerialer, så stiger den løbende, fordi nye metoder vinder frem, og en større del af materialerne kan bruges igen, siger han til Licitationen.

P. Olesen A/S er et familiedrevet foretagende grundlagt i 1968. Firmaet har hovedkontor i Hovedgård ved Horsens, og har afdelinger i Fredericia og Hasselager ved Aarhus samt i Ringsted.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125