23948sdkhjf

Se den hemmelige plan: Nyt Odense Stadion kan koste over en kvart milliard

Et nyt Odense Stadion, der bringer rammerne op til moderne standarder, kan løbe op i knap 263 mio. kr. Det fremgår af en plan for nyt stadion, som ingenørfirmaet Rambøll så sent som i august har sendt til ejerselskabet bag OB, Odense Sport & Event og Odense Kommune.

Læs også: Vejle indsnævrer feltet: 200 millioners ressourcecenter et skridt tættere på

TV 2 Fyn har fået aktindsigt i planen fra Rambøll, som er bestilt af Odense Sport & Event, der ejer VIP-tribunen på stadion. Planen er også sendt til to ledende embedsmænd i Odense Kommune, der ejer de tre andre tribuner samt græstæppet.

I det budget, Rambøll har skitseret, tegner Odense Kommune som stadionejer sig for udgifter på 149 mio. kr., hvis projektet skal blive til noget. For få uger siden har et flertal i byrådet sat 35 mio. kr. af til stadion over de kommende tre år, men pengene udmøntes først, når der ligger en samlet og politisk helhedsplan for byggeriet.

Sådan en findes der ikke endnu. Notatet fra Rambøll er alene et bud fra Odense Sport & Event. Hverken Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) eller den nyudnævnte by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) er involveret i mailene, og ingen af dem havde set eller hørt om planen, før TV 2 Fyn præsenterer den for dem.

Kan blive nødvendigt med nedrivning

Planen tager udgangspunkt i, at man bygger et helt nyt stadion med plads til 15.000 tilskuere (13.000 siddende og 2.000 ståpladser), og den indeholder både et samlet budgetoplæg og visualiseringer af stadion med lukkede hjørner og et tag, der dækker alle tilskuerpladser.

Læs også: Startskud og rådgivervalg til 3,4 milliarders Nordhavnstunnel

Planen fastslår blandt andet, at det er økonomisk bedre, hvis man kan genbruge eller ligefrem bevare eksisterende betonkonstruktioner eller fundamenter.

Det kan dog vise sig umuligt. For som TV 2 Fyn også tidligere har beskrevet, så er Odense Stadion bygget på et gammelt fundament, og det er langt fra sikkert, at de nuværende tribuner kan holde til et nyt tag. Rambøll har derfor i sit bud på et nyt stadion påregnet udgifter til at jævne alle eksisterende tribuner med jorden og bygge tribuner op på ny.

Et nyt tag er helt afgørende for at leve op til kravene fra Divisionsforeningen og Uefa. Lige nu er kun en tredjedel af tilskuerpladserne dækket af tag. Fra 2028 skal alle tilskuerpladser være dækket for at have lov at spille superliga-kampe.

En gennemgang af stadion, som Odense Kommune har lavet sammen med Odense Sport & Event, viser et generelt kæmpe efterslæb - kun græstæppet og lyset lever op til moderne krav.

Højere pris

Skal man rive tribuner ned og bygge op på ny, som Rambøll skitserer, lyder det samlede budget på 262,8 mio. kr.

Da politikerne forhandlede om næste års budget, og et flertal satte 35 mio. kr. af, arbejdede man ud fra, at en stadionmodernisering kunne løbe op i omkring 100 mio. kr. Den antagelse beroede på en idé om, at overdækning på alle sæder kan ske ved blot at sætte nyt tag op.

Det er byrådets plan, at moderniseringen af Odense Stadion skal ske i et offentligt-privat partnerskab med bidrag fra Odense Kommune, Odense Sport & Event og flere investorer.

TV 2 Fyn ville gerne have lavet et interview med Odense Sport & Event om den plan for stadion, som de har skabt sammen med Rambøll. Men de har ikke ønsket at deltage.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078