23948sdkhjf

Lars Weiss bliver fungerende overborgmester i København

Lars Weiss (S) fra Borgerrepræsentationen i København bliver fungerende overborgmester, efter at Frank Jensen er trådt tilbage.

Det siger Frank Jensen på et pressemøde mandag. Her har han meddelt sin afgang som overborgmester i Københavns Kommune og som næstformand i Socialdemokratiet efter en række sager om krænkelser med Frank Jensen i centrum.

Frank Jensen træder helt ud af Borgerrepræsentationen.

Lars Weiss er 1. næstformand i Borgerrepræsentationen. Han er desuden medlem af Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget og gruppeformand for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus.

Ved kommunalvalget i 2017 fik han 1029 personlige stemmer.

Nu kan han også skrive fungerende overborgmester på cv'et, indtil der er taget en beslutning om en permanent løsning. Ifølge netmediet Altinget skal det besluttes på et møde i Borgerrepræsentationen den 29. oktober.

Han er 49 år og søn af tidligere minister Birte Weiss.

Søndag var der møde på Rådhuset i København, efter at en række sager om krænkelser fra Frank Jensen var kommet frem.

Her var der opbakning til Frank Jensen til at fortsætte som overborgmester, selv om Lars Weiss ikke inden mødet ville garantere, at der fortsat var tillid til overborgmesteren.

Efter at Frank Jensen har sovet på det, har han altså besluttet at forlade posten og overlade den - indtil videre - til Lars Weiss.

Mandag siger Frank Jensen, at han forlader posten som overborgmester med det samme. Sagerne kommer til at skygge for hans politiske arbejde, mener han.

- Derfor har jeg besluttet mig for at træde tilbage som overborgmester. Nu forlader jeg, Frank Jensen, overborgmesterkontoret. Og det gør jeg i dag, lød det fra den nu forhenværende overborgmester.

Frank Jensen forlader altså også posten som næstformand i Socialdemokratiet. Han siger på pressemødet mandag, at han forventer, at hovedbestyrelsen i partiet mandag konstituerer en ny næstformand.

/ritzau/

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.093