23948sdkhjf

KL opretter hotline for kommunalpolitikere

Ansatte i kommuner har mulighed for at gå til HR, nærmeste leder, overordnede leder eller til tillidsrepræsentanten. Kommunalpolitikere har langt færre muligheder.

Derfor har bestyrelsen i Kommunernes Landsforening (KL) besluttet at oprette en hotline kombineret med en række Q&A's på KL's hjemmeside, hvor man som kommunalpolitiker kan henvende sig, hvis man har været udsat for grænseoverskridende adfærd af seksuel karakter, eller hvis man har oplevet andre blive udsat for det.

Det oplyser KL i en pressemeddelelse.

- Spillereglerne og reaktionsmulighederne i det politiske liv er lidt anderledes end på en "almindelig" arbejdsplads. Som politiker kan man selvfølgelig henvende sig til sin borgmester eller kommunaldirektør, men det kan også være nødvendigt med en ekstern mulighed. Derfor har vi nu besluttet at oprette en hotline her i KL for kommunalpolitikere, lyder det i pressemeddelelsen fra Jacob Bundsgaard (S), formand i KL.

Beslutningen om hotlinen er taget i kølvandet på en undersøgelse, som KL har foretaget blandt kommunalpolitikere for at afdække omfanget af seksuelt krænkende adfærd. Resultaterne viste, at 18 pct. af de kvindelige kommunalpolitikere, som har svaret på undersøgelsen, har været udsat for seksuelt krænkende adfærd.

KL's bestyrelse har desuden drøftet, hvordan man kan forebygge seksuelt krænkende adfærd i forbindelse med arrangementer i KL-sammenhæng. Undersøgelsen blandt kommunalpolitikere viste nemlig, at 9 pct. af de adspurgte kvinder havde oplevet dette.

- Det er helt uacceptabelt, at der foregår sexisme i KL-sammenhænge, og her har vi et stort ansvar. Hvordan vi konkret kan forebygge, at det sker, når vi begynder at holde fysiske konferencer igen efter corona, vil vi fortsætte med at drøfte i KL og i bestyrelsen i den kommende tid, udtaler Martin Damm (V), næstformand i Kommunernes Landsforening i pressemeddelelsen.

Der har siden 2008 været en aftale om, at alle kommuner skal udforme retningslinjer for, hvordan man identificerer, forebygger og håndterer vold, mobning, chikane og seksuel chikane.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094