23948sdkhjf

Medie: KMD ignorerede klar advarsel i millionudbud

KMD var advaret mod, at det var i strid med udbudsloven, da it-selskabet forhandlede en klækkelig rabat for at sikre sig en kontrakt om at levere et it-system til Egedal Kommune.

Advarslen kom fra den offentlige udbudsorganisation SKI, og fremgår af en korrespondance mellem SKI og Egedal, som ITWatch har fået aktindsigt i. Dermed bliver der kastet nyt lys over forløbet i sagen, hvor Egedal Kommune skrev under på en nu annulleret kontrakt med KMD om it-systemet KMD Opus. Det bliver benyttet af totredjedele af landets kommuner til at håndtere blandt andet løn og økonomi.

Det skriver ITWatch

Kontrakten var indgået via en af SKI's rammeaftaler i strid med udbudsloven, fordi KMD gav en individuel rabat på 75 pct. I kroner og ører slap Egedal Kommune med at betale 9,3 mio. kr. i stedet for listeprisen på 37 mio. kr. Nu viser det sig, at KMD havde fået at vide af SKI, at en sådan fremgangsmåde slet ikke var tilladt i forsøget på at sikre sig en kunde.

- SKI har aldrig tilkendegivet overfor KMD eller Egedal Kommune, at forhandling af priser i forbindelse med en direkte tildeling er lovligt, understreger Rasmus Lund Krogsgaard, markedsdirektør i SKI, i en mail sendt til kommunaldirektør i Egedal Kommune, Christine Brochdorf.

Ifølge konsulent Morten T. Pedersen fra virksomheden Tenbid Consult, der rådgiver om udbud og tilbud til den offentlige sektor, stiller mailen sagen i et nyt lys:

- Det vidner om, at KMD var advaret om, at man ikke må lave forhandlinger. Det er alvorligt, når Danmarks største leverandør af offentlig it tilsyneladende handler mod bedre vidende, siger han til ITWatch.

I mailen understreger markedsdirektør Rasmus Lund Krogsgaard, at SKI har gjort proceduren helt klar overfor KMD og Egedal Kommune. It-selskabet har fået at vide, at man ikke må give individuelle rabatter, når man skal sælge it-løsninger via SKI's rammeaftaler. Hvis man som it-leverandør bliver valgt direkte – altså uden at opgaven er sendt i miniudbud – skal man i stedet enten sænke prisen for alle kunder eller vente til efter kontrakten er indgået

Ifølge Morten T. Pedersen handler forbuddet mod individuelle prisnedsættelser om at sikre fair konkurrence. Leverandørerne kvalificerer sig til SKI's rammeaftaler med afsæt i deres listepriser – og derfor skævvrider det konkurrencen, hvis de efterfølgende forhandler prisen ned i porten.

- Det handler om gennemsigtighed, så kunderne kan foretage et oplyst valg og se, hvem der kan levere billigst. Det kan de jo ikke, hvis det bliver en ren studehandel. Forbuddet handler jo bl.a. om at undgå alle mulige studehandler i porten.

KMD har ingen kommentarer til de nye oplysninger. Tidligere har it-selskabet slået fast, at det har taget afgørelsen til efterretning.

Citathistorie fra andet medie

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094