23948sdkhjf

Trods coronakrisen er den store konkursbølge udeblevet

Antallet af konkurser er fortsat ikke voldsomt berørt af coronakrisen.

Indtil videre er 3440 virksomheder gået konkurs fra marts og frem til oktober. Det svarer til 0,4 procent af alle registrerede virksomheder.

I årene efter finanskrisen var det samme tal 0,6-0,7 procent, mens man skal tilbage til 2015 for at finde et lavere tal med 0,3 procent.

- Der er dermed ingen tegn på, at covid-19-situationen generelt har medført en større konkursrisiko end i de foregående år.

- Hjælpepakkerne til erhvervslivet har sandsynligvis holdt hånden under mange virksomheder, men har dog ikke kunnet hindre en kraftig stigning i ledigheden.

At antallet af konkurser ikke er steget endnu, skyldes ifølge cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank, at der skal gå længere tid.

- Der går typisk en tid, fra et økonomisk slag rammer samfundet, til man begynder at se konkurser.

- I første omgang vil en virksomhed begynde at se på, hvordan man kan klare sig igennem krisen - for eksempel ved at skære ned - og det at dreje nøglen om sker først til allersidst, når der ikke er andre muligheder, siger Jeppe Juul Borre.

Han tror, at man skal ind i næste år, før der vil være en afsmitning på konkurstallene.

- Det bliver først en historie i 2021. I øjeblikket er der fortsat hjælpepakker, og vi har næppe set de sidste endnu.

- Men på et tidspunkt vil vi se dynamikkerne på markedet tage over, og så vil vi begynde at se, at flere går konkurs, siger Jeppe Juul Borre.

Hos erhvervsorganisationen SMVdanmark påpeger chefkonsulent Bjarke Roed-Frederiksen, at der rent faktisk har været en stigning i konkurser i virksomheder med mere end ti ansatte.

- At det er de større virksomheder, der i lidt højere grad går konkurs og de små, der går fri, kan forklare en del af den stigning i ledigheden, vi paradoksalt nok har oplevet, siger han i en skriftlig kommentar.

Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank påpeger, at det særligt er virksomheder i servicesektoren, der risikerer at måtte trække stikket.

- Det er rejsebureauer, restauranter og hoteller, som er særligt pressede i den her situation med stigende smittetryk og restriktioner, siger han.

/ritzau/

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109