23948sdkhjf

Forbrændes i 11 kommuner: Døde mink bliver til fjernvarme

Når millioner af mink bliver aflivet i løbet af de næste 10 dage, vil flere af dem blive kørt rundt i landet for at blive forbrændt og omdannet til varme i danske stuer.

Det bekræfter Fødevarestyrelsen til Fagbladet 3F.

- Vi har indgået aftale med i alt 11 kommunale anlæg om at forbrænde aflivede mink. Fire af dem ligger i Jylland, de resterende syv anlæg ligger på Sjælland og Fyn, siger Henning Knudsen, der er enhedschef og talsmand om mink i Fødevarestyrelsen.

- Det er vi meget taknemmelige for, da det betyder, at vi kan sende 300 tons flere døde mink til forbrændingsanlæg rundt omkring i landet hver dag end vi har kunnet hidtil, siger han.

Et af det steder, der skal aftage døde mink, er Slagelse Forbrænding.

- Vi blev kontaktet i går (onsdag, red.) om vi ville aftage ikke-smittede mink til forbrænding. Det har vi sagt, at det kan vi godt, siger Niels Damgaard, kommunikationschef.

Han forventer, at Slagelse Forbrænding skal modtage en container med døde mink per døgn.

Også hos Fjernvarme Fyn skal de aftage døde mink til forbrænding

- Vi har faktisk allerede modtaget det første læs her over middag, siger direktør Jan Strømvig.

Normalt er det firmaet DAKA, der har specialiseret sig i at modtage og forbrænde døde mink efter pelsning.

Men da regeringen har besluttet at aflive samtlige danske mink på én gang i et forsøg på at forhindre smittespredning af en særlig muteret art af coronavirus fra mink, bliver omfanget for stort for DAKA, der har sit hovedsæde i Jylland.

Derfor har Fødevarestyrelsen indgået aftale med 11 kommunale forbrændingsanlæg på tværs af Danmark, heraf flest på Sjælland og Fyn, som skal tage imod flere millioner aflivede dyr.

- De fleste dyr vil blive kørt til den nærmeste forbrænding. Men selv om dyrene skal fragtes længere, er der ingen risiko. Der er tale om ikke-smittede dyr og de fragtes efter reglerne for animalske biprodukter. Det betyder, at chaufføren og transportmidler skal være godkendt til transporterne. Og at containerne bliver rengjort bagefter, siger Henning Knudsen fra Fødevarestyrelsen.

Jan Strømvig fra Fjernvarme Fyn fortæller, at de raske mink i princippet skal håndteres som almindeligt affald. Dog skal eksempelvis containerne desinficeres efterfølgende.

Han oplyser, at ledelsen også har talt med medarbejderne om den noget ekstraordinære opgave.

- Men de er vant til at håndtere lidt af hvert, og jeg har også været ude og se til den første modtagelse, og det foregik stille og roligt. Ingen er nervøse. Medarbejderne kommer heller ikke direkte i berøring med minkene på noget tidspunkt, siger Jan Strømvig.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078