23948sdkhjf

Kommuner ønsker bedre kontrol med dyre alkoholbehandlinger

Hvis man har et alkoholmisbrug, er det gratis at komme i behandling. Og man kan være anonym i forbindelse med behandlingen. Det giver dog et problem for kommunerne, fordi det ikke er muligt at følge op på, om de bugnende regninger til alkoholbehandlingen rent faktisk virker. Det skriver Berlingske.

På tre år er udgifter til alkoholbehandling i Københavns Kommune firdoblet. I 2016 kostede de 6,1 million kroner, og i 2019 var udgifterne vokset til 24,5 millioner kroner.

Men Kommunernes Landsforening (KL) har ikke overblik over de samlede udgifter til misbrugsbehandling. Ifølge det nationale alkoholbehandlingsregister var 17.600 personer i behandling i 2017. Omkring halvdelen af dem var gengangere.

Den manglende kontrol bekymrer også Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek (V), som er formand for socialudvalget i KL.

- Problemet er, at vi ikke ved, om borgerne får den hjælp, de har brug for. Jeg kan godt forstå, at anonymitet er vigtig, og vi går ikke efter, at de private tilbud skal ud, siger han til Berlingske.

Wilbek efterlyser dog et bedre overblik over, hvilke tilbud borgerne får, og hvor længe de varer. Han siger, at han har fornemmelsen af, at der er brodne kar blandt tilbuddene, som blot udnytter borgere, og hvor kommunen betaler for behandling af dårlig kvalitet.

Jon Krog er branchedirektør i Selveje Danmark, som organiserer en del af de private tilbud til alkoholbehandling. Han kalder det en grov mistænkeliggørelse.

- Faktum er, at vi i Danmark har et enormt behov for alkoholbehandling. Og en masse mennesker har også brug for en anonym behandling, fordi de ellers ikke opsøger behandling, siger han til Berlingske.

Når et behandlingssted er godkendt i én kommune, er det automatisk godkendt i alle kommuner. Socialtilsynet har til opgave at føre tilsyn med behandlingsstederne.

/ritzau/

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078