23948sdkhjf

41-årig Køge-borgmester bliver ny S-næstformand

Køge-borgmester Marie Stærke bliver ny næstformand i Socialdemokratiet efter den tidligere københavnske overborgmester Frank Jensens afgang på posten.

Det oplyser Socialdemokratiet. Beslutningen er truffet på et hovedbestyrelsesmøde fredag, hvor gruppen har konstitueret Marie Stærke.

41-årige Stærke har i to omgange siddet som borgmester i Køge Kommune. Først fra 2007-2013 og igen fra 2018. Da hun blev borgmester i 2007, var hun landets yngste kvindelige borgmester nogensinde.

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger, at hun er særdeles glad for, at Marie Stærke vil være næstformand.

- Jeg er meget glad for, at Marie har stillet sig til rådighed for partiet. Hun er en stærk ambassadør for det kommunale Danmark, og hun har en særlig viden og indsigt i den nære velfærd og i at løfte integrationsudfordringerne, siger statsministeren i en pressemeddelelse.

Der er to næstformænd i Socialdemokratiet. Den anden næstformandsplads har fødevareminister Mogens Jensen.

Pladsen som næstformand blev ledig, efter at Frank Jensen trak sig som følge af sager om krænkelser af kvinder.

Han trak sig således både som overborgmester i København og som næstformand i Socialdemokratiet.

Marie Stærke er glad for nu at kunne "rykke tættere på beslutningerne".

- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i arbejdstøjet og være en stærk repræsentant for det kommunale bagland, siger hun.

Hun fortæller desuden, at det i hendes øjne var en rigtig beslutning af Frank Jensen at gå af.

- Men det er jo ikke derfor, jeg er blevet valgt. Frank sad der på vegne af kommunerne, og nu er det min tur til at sidde der på vegne af kommunerne. Når det nu skulle være, er jeg glad for, at jeg skal løfte den opgave, som Frank i øvrigt har løftet rigtig flot, siger Marie Stærke.

/ritzau/

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.111