23948sdkhjf

Sønderborg Kommune bygger og renoverer for en halv milliard i år

Renovering af Reimers-Skolen og Havnekontoret, nye daginstitutioner i Augustenborg og Hørup, opførelse af nyt logistik- og servicecenter, renovering af Møllestedgård, handicapvenlig badebro og andre projekter på Kær Vestermark samt renovering og indretning af kasernen til foreningernes hus. 

Det er nogle af de 37 projekter, som byrådet i Sønderborg Kommune har besluttet at igangsætte. Mange af projekterne udføres i 2021, mens andre allerede blev igangsat sidste år. 

For at holde gang i byggeriet og beskæftigelsen har kommunen valgt at udnytte muligheden, som opstod, da anlægsloftet blev suspenderet for 2020, ved at fremrykke investeringer. Sønderborg Kommune låner derfor ekstra penge til byggeri, renoveringer og asfalt for cirka 400 mio. kr. 

Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse. 

- Vi er glade for muligheden for at udvide anlægsbudgettet og på den måde sætte gang i byggeri og renoveringer, der normalt ikke kan gennemføres inden for budgetrammerne, siger borgmester Erik Lauritzen i pressemeddelelsen. 

De ekstra anlægsinvesteringer kommer oveni det oprindelige anlægsbudget for 2021, som lyder på over 100 mio. kr. Anlægsbudgettet har fokus på kommunens kerneopgaver som børn, unge og ældre samt udvikling af kommunens byer og landsbyer. Det betyder, at der blandt andet er sat penge af til bygningsrenoveringer, vejbelægninger, renovering på skoler, Møllegade børnehave samt en lang række småprojekter.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.703