23948sdkhjf

Lokal udvikler køber sygehus i Aalborg for trecifret millionbeløb

Region Nordjylland har indgået aftale om salg af Sygehus Nord for 225,8 mio. kr. Køber er udviklings- og ejendomsselskabet Søren Enggaard A/S, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse. 

Det Aalborg-baserede selskab er kendt for også at have udviklet blandt andet Eternitgrunden i Aalborg fra industriområde til boliger, butikker og kontorer. For tiden er virksomheden involveret i udviklingen af Parkbyen i Aalborg. 

Sygehus Nord-ejendommene indgår i den fremtidige byomdannelse af Aalborg midtby med et samlet grundareal på 25.736 kvm og udbuddet omfattede ni ejendomme med 16 bygninger på cirka 45.000 kvm: Boligareal på 4.314 kvm, erhvervsareal på 40.136 kvm samt et kælderareal på 10.923 kvm.

Region Nordjylland havde efter to valuarvurderinger sat et prisskilt på Sygehus Nord, der lød på mindst 200 mio. kr.

Hvorfor Sygehus Nord?

Sygehuset er det tidligere kommunehospital i Aalborg. I forbindelse med kommunalreformen i 1970 blev sygehusvæsenet lagt ind under amterne, og Aalborgs dengang to hospitaler blev samlet til Aalborg Sygehus. Det andet hospital var amtssygehuset på Hobrovej.

Den 1. januar 2013 blev navnet igen ændret, da Aalborg Universitetshospital blev en realitet.

– Jeg er ovenud tilfreds med, at vi har indgået aftale om salg af det gamle sygehus til en pris, som er fornuftig. Jeg håber for byen, at der nu kommer et spændende projekt på en grund, som ligger meget centralt i Aalborg, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S), i pressemeddelelsen. 

Udvikler og kommune i samarbejde om ny lokalplan

Ifølge udbudsvilkårene overtager køber ejendommen, som den er, og med den nuværende lokalplan som plangrundlag. Derfor er det op til Søren Enggaard A/S i et videre samarbejde med Aalborg Kommune at udvikle lokalplan, ligesom det er er køber, der står for udviklingen af et fremtidigt byggeri på området.  

Søren Enggaard A/S overtager ejendommen, når Region Nordjylland er flyttet ud af sygehusbygningerne og har tømt dem for inventar. Udflytningen til det ny Aalborg Universitetshospital i Aalborgs østlige udkant påbegyndes i 2022-2023. Den forventede overtagelse er i begyndelsen af 2023. Overtagelse skal ske med tre måneders varsel, men kan dog tidligst ske i starten af 2023. 

Med salget af sygehuset har Region Nordjylland taget et vigtigt skridt mod at opfylde den regionale medfinansiering, som regionen skal bidrage til i byggeriet af det ny Aalborg Universitetshospital i Aalborg Øst. Regionens andel er 12,5 pct. af byggesummen, hvilket svarer til knap 600 mio. kr. 

Senere venter et salg af Sygehus Syd på Hobrovej i Aalborg, der også indgår i den regionale medfinansiering. Salget af Sygehus Syd har dog længere udsigter. Ifølge aftalen med staten om opførelsen af det ny universitetshospital skal dele af sygehuset på Hobrovej fortsat være i brug frem til 2030. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187