23948sdkhjf

Vilde tal: I Norge vil hver tredje arbejde med sundhed og pleje i fremtiden

Hver tredje arbejdstager i Norge vil i 2060 være ansat inden for sundhed og pleje. Det fremgår af en såkaldt perspektivmelding - en fremskrivning af hvad der behøves i fremtiden - som den norske regering fremlægger fredag.

- Vi går fra, at det i dag er hver ottende, der er ansat inden for sundheds- og plejesektoren, til hver tredje, siger finansminister Jan Tore Sanner til nyhedsbureauet NTB.

Det bagvedliggende materiale bygger på tal fra Norges statistiske tjeneste.

Sanner fremlægger allerede dagen før offentliggørelsen nogle af konklusionerne over for NTB. Der vil frem til 2035 være behov for yderligere 110.000 årsværk inden for sundheds- og plejesektoren. I 2060 vil tallet nå op på 260.000 årsværk.

Det er muligt at sikre arbejdskraft

Det er et stigende antal ældre, som driver udviklingen.

- Befolkningen ændrer sig ved, at der bliver flere ældre, og flere af de ældste bliver endnu ældre. Og der vil stå færre i den erhvervsaktive alder bag hver pensionist, forklarer han.

Norge vil komme i en budgetklemme. Skatteindtægterne falder, mens muligheden for at finansiere det med oliepenge mindskes, fordi indtægterne på olie ventes at falde.

Men selv om det virker overvældende, er det fuldt ud muligt at sikre nok arbejdskraft også i fremtiden, lyder det fra den konservative finansminister fra partiet Høyre.

- Unge mennesker, der tænker over, hvad de skal uddanne sig til, skal vide, at hvis de vælger sundheds- og plejesektoren, vil de være et trygt job i de kommende årtier, siger Jan Tore Sanner.

Sanner håber på velfærdstekologi

Og så har man stadig til gode at se, om velfærdsteknologi og forebyggelse kan ændre på forudsigelserne.

Ministeren mener, at man kan reducere behov for sundheds- og plejeydelser på flere måder. Sanner håber, at velfærdsteknologien bliver mere udbredt, og at flere ældre kan bo længere tid i egen bolig.

Desuden skal der satses på bedre folkesundhed, siger ministeren.

- Vi må forebygge bedre. Gennem bedre folkesundhed vil behovet for sundheds- og plejeydelser også blive mindre, siger han.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125