23948sdkhjf

Borgmester ser bilfrie søndage som vejen til en bedre hovedstad

Bilfrie søndage kan være en god måde at vise københavnerne, hvordan byrummet kan bruges uden biler, mener teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), Københavns Kommune.

- Bilfrie søndage kan bruges som eksempel, så alle kan se, hvordan byen kan blive meget federe, når bilerne ikke fylder det hele, siger hun.

Udtalelsen sker på baggrund af transportminister Benny Engelbrechts (S) foreslag om en ændring af færdselsloven, der giver kommunerne mulighed for at indføre bilfrie gader om søndagen.

Forslaget er skabt med tanke på Danmarks to største byer, København og Aarhus.

Har allerede erfaring

I hovedstaden har man allerede gjort sig erfaringer med at sende bilerne væk fra dele af byrummet, fortæller Ninna Hedeager Olsen. Det er blandt andet sket i forbindelse med halvmaraton-arrangementer.

- De gange vi har gjort det, har københavnerne myldret ud og brugt byen på en anden måde. Så på den måde kan det være et godt eksempel og god inspiration til, hvordan byen kan fungere, hvis bilerne ikke fylder det hele.

Der skal dog helt andre boller på suppen, hvis man skal opnå varige forbedringer, lyder det fra Ninna Hedeager Olsen.

- Jeg tror ikke, at de bilfrie søndage giver varige forbedringer, når vi snakker mængden af luftforurening eller trængslen i byen. Der er der brug for nogle af de værktøjer, vi har efterspurgt fra ministeren, nemlig roadpricing, grønne korridorer, hvor biler ikke må køre, eller flere og stærkere miljøzoner.

Kølig modtagelse i Aarhus

I landets næststørste by, Aarhus, er teknik- og miljørådmanden, Bünyamin Simsek (V), ikke begejstret for forslaget.

- Det der med fuldstændig at forbyde bilernes adgang til bykernen bestemte dage om året, tror jeg hører fortiden til. Det er ikke fremtiden, siger han til JP Aarhus.

I SF er gruppeformand Jan Ravn Christensen derimod stor tilhænger af forslaget.

- En bilfri søndag - for eksempel én gang hver måned - kan skabe et anderledes byliv og nye oplevelser i det centrale Aarhus til gavn for beboere og besøgende. Det vil være en stor gevinst – også for miljø og klima, siger han til avisen.

Byrådets største parti, Socialdemokratiet, er ifølge JP Aarhus åben over for idéen.

Transportministeren vil nu drøfte forslaget med de øvrige partier på Christiansborg og se, om der kan samles flertal for det.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094