23948sdkhjf

Politiet indleder efterforskning af borgmesterskandalen i Fredericia

Sydøstjyllands Politi har indledt en efterforskning af tre forskellige forhold i Fredericia Kommune på baggrund af en politianmeldelse fra kommunens selv og en borger. Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Anmeldelserne vedrører tre forskellige forhold, idet Fredericia Kommunes tidligere borgmester i Fredericia, er anmeldt for muligt misbrug af offentlig hverv i forbindelse med, at han og hans hustru i 2016 købte en byggegrund af Fredericia Kommune, skriver Sydøstjyllands Politi og forsætter: 

- Der er endvidere sket anmeldelse om mulig overtrædelse af kommunalstyrelsesloven og straffelovens § 157, der begge omhandler habilitet. Anmeldelserne er rettet mod nævnte tidligere borgmester og en nu tidligere kommunaldirektør. Endelig er der indgivet anmeldelse, der vedrører ’læk’ af den nævnte advokatundersøgelse, der angiveligt skulle være fortrolig.

Politiet har modtaget en advokatundersøgelse fra firmaet Horten, som Fredericia Kommune hyrede til at undersøge forholdene i kommunen. Sydøstjyllands Politi havde allerede i januar i år modtaget en politianmeldelse fra en borger om borgmesterens køb af en byggegrund og en indledende undersøgelse var gået i gange.

Nu efterforsker Sydøstjyllands Politi alle tre forhold, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Fredericia Kommune bistår politiet med udlevering af dokumenter med videre, skriver Sydøstjyllands Politi, som samtidig understreger, at sagen ikke forventes at afgjort indenfor få måneder.

Sagen fik sit udspring, da en advokatundersøgelse skulle afdække, om den tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) gjorde noget i strid med reglerne, da han i 2016 købte en attraktiv byggegrund i Fredericia kommune.

Men i rapporten væltede det hurtigt ud med eksempler på forvaltningsmæssig økonomisk uskik. Det stod klart i rapporten, at chefer i kommunen har handlet i strid med god skik for økonomisk forvaltning.

Ekstra Bladet har desuden tidligere beskrevet, at Jacob Bjerregaard og daværende kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe har haft et tæt forhold.

Borgmesterskandalen i Fredericia Kommune:

Advokatundersøgelsen fra Horten viser at:

  • Salget af byggegrunden på Argentinervej til borgmesteren ikke var i overensstemmelse med reglerne om udbudsbekendtgørelsen.
  • Kommunens vækstdirektør gav i 2016 en ulovlig instruks omkring byggesager, hvilket kan skyldes hensynet til borgmesterens byggesag. Det er dog ikke fundet bevist, at borgmesteren var involveret.
  • Der er ikke blevet behandlet aktindsigt i overensstemmelse med reglerne.
  • Medarbejderne i kommunen er usikre på embedsmandspligten.
  • Der har været rygter om, at den tidligere borgmester og kommunalchefen har haft en ”nær relation”. Rygterne har længe været kendt på rådhuset, men Horten konkluderer ikke i undersøgelsen, om der har været tale om en ”nær relation”.
  • Horten finder, at der er grund til at undersøge forholdet imellem de to, da en relation imellem dem kan have ført til en tilsidesættelse af væsentlige pligter og inhabilitet. Desuden skulle Økonomiudvalget have været orienteret om henvendelser om deres forhold tidligere end i december 2020. Horten anbefaler derfor, at politiet undersøger den tidligere borgmester og kommunalchefens forhold.
    - Fredericia Kommune har på baggrund af undersøgelsen bortvist kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe.
    - Personalechef Tommy Abildgaard er fratrådt sin stilling efter at advokatundersøgelsens resultater blev fremlagt.
    - Siden advokatundersøgelsen blev fremlagt er stabschef for uddannelse, bosætning og turisme, Charlotte Walkusch, blevet hjemsendt. Det skyldes en afdækning af ”tvivlsomme aftaler og afregninger i kommunen” i Fredericia Kommunes egen interne undersøgelse. 
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094