23948sdkhjf

SOSU-skoler skal tilse tests på 636 uddannelser: ”Vi kan få vores kompetencer i spil”

SOSU-skolerne har siden påske selvtestet på egne skoler. Men nu skal de også sørge for, at andre uddannelsesinstitutioner udfører det korrekt.

Det sker på baggrund af en aftale, som landets SOSU-skoler netop har indgået med Børne- og Undervisningsministeriet.

De 14 SOSU-skoler skal understøtte 636 uddannelser fordelt mellem gymnasier, erhvervsskoler, VUC’ere, efterskoler og frie fagskoler med elevernes corona-tests. De ansatte på SOSU-skolerne skal køre ud på de enkelte uddannelser for at tilse, at testene bliver udført på en korrekt måde.

- Vi skal udføre en superviserende funktion, som ministeriet har efterspurgt hjælp til, og vi skal følge nogle bestemte kriterier. De er allerede gået i gang på skolerne, men det kan være, de har brug for hjælp eller inspiration til, at testene foregår på en sundhedsmæssig korrekt måde, siger formand for Danske SOSU-skoler Lisbeth Nørgaard til Magasinet Pleje.

Som et led i genåbningen af Danmark skal alle skoleelever over 12 år testes to gange om ugen.

"Vi har fagligheden"

Det er en stor opgave for skolerne. Alle skoler har fået uddannet supervisorer til at varetage elevernes selvpodninger, men nu skal landets SOSU-skoler også hjælpe til.

- Vi er stolt af at få lov til at vise faget frem på denne her måde. Der er er pludselig opstået et stort behov for tests, og vi har selvfølgelig denne faglighed blandt vores medarbejdere, men også blandt vores elever. Vi kan med denne opgave få vores kompetencer i spil og vise, at vi kan håndtere hygiejne og tests i denne skala. Det vil vi gerne bidrage med i denne samfundsmæssige situation, vi befinder os i, siger Lisbeth Nørgaard.

På SOSU-skolerne er der medarbejdere med en sundhedsfaglig baggrund som sygeplejersker, paramediciner og social- og sundhedsassistenter. Det er disse medarbejdere, der skal varetage opgaven med at understøtte de øvrige skolers opgaver med elevernes selvtest.

Det kommer til at foregå i perioden fra 3. maj til 30. juni. Der kommer til at være en del arbejde med at få planlagt, hvordan visiteringen skal foregå i praksis.

- Vi skal have vores udkørende enhed til at passe med den virkelighed, som uddannelsesinstitutionerne befinder sig i. Vi skal gerne komme på de dage og tidspunkter, hvor de tester deres elever. Så der kommer en del koordinerede opgaver de kommende dage, siger Lisbeth Nørgaard.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078