23948sdkhjf

Politikere i kovending: Vil ikke tvinge ældre til at vælge bestemt madpakke

Det har skabt heftig debat, især blandt de ældre i Favrskov Kommune, at de tvinges til at vælge kommunens madpakketilbud, hvis de vil have hjælp til frokosten.

Nu ændrer politikerne fra Venstre holdning i sagen. De er villige til at gøre ordningen frivillig, så hjemmehjælpere også fremover vil hjælpe med at smøre borgerens rugbrødsmadder, hvis de selv har handlet. Det skriver TV2 Østjylland.

- Vi indførte ordningen i bedste mening for at undgå, at hjemmehjælpere kommer ud til rådden mad, men vi skal ikke tvinge de ældre. De er voksne mennesker og har deres egen mening, siger Lone Glarbo (V), medlem af social- og sundhedsudvalget, nu til TV2 Østjylland.

Hun og de øvrige byrådspolitikere vedtog madpakkeordningen som en del af budgetaftalen i oktober 2020. Ifølge hende var intentionen at sikre sund og nærende kost til de ældre.

- Men vi burde have lyttet mere til kritikken fra Ældrerådet, det var en fejl. De slog på, at der skal være valgfrihed, og det bakker jeg også op om, siger Lone Glarbo og fortsætter:

- Ingen skal bestemme over min frokost, så jeg kan sagtens forstå de ældre. Vi skal ikke være formynderiske.

I har også fået kritik for, at ordningen sparer kommunen 170.000 kroner om året. Kommer I ikke til at mangle de penge nu?

- Det har aldrig været for at spare penge, at vi sagde ja til forslaget. Enten skal vi gøre kommunens madpakketilbud så attraktivt, at alle vælger det. Ellers må vi finde pengene på anden vis. Der bliver ikke sparet på ældreområdet.

Forslaget fra Venstre skal behandles på næste byrådsmøde den 27. april. I øjeblikket er 47 borgere i Favrskov Kommune visiteret til at få hjælp til frokosten i eget hjem. Blot 11 har valgt den nye ordning.

Alle 47 har i dag muligheden for at blive på den gamle ordning, hvor hjemmehjælperen stadig smøre borgernes egen mad.

Fremadrettet er ældre dog nødsaget til at vælge kommunens madpakke, hvis de vil have hjælp. Altså medmindre Venstres forslag om mere valgfrihed bliver vedtaget, hvilket Ældrerådet håber på.

- Det er rigtig positivt, hvis tilbuddet bliver frivilligt, og ældre kan vælge selv, siger formanden for Ældrerådet, Erik Bertelsen, til TV2 Østjylland.

TV2 Østjylland har talt med repræsentanter fra De Konservative, Enhedslisten, SF, DF og Socialdemokratiet, som alle er villige til at se på ordningen igen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141