23948sdkhjf

Corona ventes at give et halvt års efterslæb af patientklager

I årevis har sagsbehandlingstiden på patientklager været så lang, at skiftende sundhedsministre og Ombudsmanden har forsøgt at nedbringe den.

En ekstraordinær handlingsplan og millionstore bevillinger forpurres nu af, at Sundhedsministeriet i december bad Styrelsen for Patientklager om i seks uger at udlåne op til 100 medarbejdere til coronahåndteringen. Det skriver Jyllands-Posten.

Medarbejderne, der svarer til 40 procent af det samlede antal medarbejdere, skulle hjælpe med booking af tider til covid-19-test og isolationsopkald, skriver avisen.

I dokumenter sendt til Folketinget vurderer Styrelsen for Patientklager, at udlånet betyder en nedgang i antallet af afsluttede sager på cirka 1000 i 2021.

Samtidig forventer styrelsen, at målet om at afslutte alle sager modtaget før 2020 bliver forsinket med et halvt år.

- Det første offer er patienten og de pårørende, det næste offer er sundhedspersonen, som anklages, men hele sundhedssystemet og dermed os andre er det tredje offer.

- Hvis der er et konkret problem et sted i sundhedsvæsenet, og det bliver syltet i flere år, risikerer patientsikkerheden at blive sat på standby, siger overlæge og klageforsker ved Syddansk Universitet Søren Fryd Birkeland til Jyllands-Posten.

I 2020 måtte patienter eller pårørende i gennemsnit vente 14 måneder på en afgørelse over en behandlingsklage. I 2015 var ventetiden 12,8 måneder.

Regionernes travlhed med covid-19 betyder desuden, at sagerne lige nu ligger to-tre måneder længere hos dem end tidligere. Og det forventes at forblive sådan, så længe regionerne er påvirket af coronasituationen.

Hos Danske Patienter ser man med stor alvor på situationen. Her frygter man, at covid-19 kan give et stort efterslæb i sager.

- Det handler om at sikre, at andre ikke bliver udsat for samme fejl, og at praksis ændres, samtidig med at folk ikke kan få afsluttet et vigtigt kapitel i deres liv, siger direktør i Danske Patienter Morten Freil til Jyllands-Posten.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109