23948sdkhjf

Bestemte plejehjem har få smittede: De er gået med livrem og seler

7,2 procent af plejehjemsbeboerne i Rudersdal Kommune har været smittet med Covid-19.

Dermed har de bedre smittetal end landsgennemsnittet, som ligger på 9,2 procent for alle plejehjem. Det viser en opgørelse, som Sjællandske Nyheder har lavet.

Birgitte Schjerning Povlsen (C), der er formand for Social og Sundhedsudvalget, fortæller, at man i kommunen har gået med ”livrem og seler” for at holde corona ude fra plejehjemmene. Der blev etableret et sundhedsberedskab, som for eksempel tog sig af at isolere smittede beboere.

Flere pårørende har dog bemærket, at kommunen har været for restriktiv i forhold til besøg, men udvalgsformanden mener, det har været vigtigst at sikre, at så få som muligt blev ramt af Covid-19.

- På landsplan kom Ældre Sagen på et tidspunkt på banen for at starte diskussionen om, hvorvidt man skal være så restriktiv i den sidste del af ens liv. Men jeg har som politiker ansvar for at sikre borgernes liv bedst muligt, og jeg har det fint med at følge retningslinjerne, så det ikke spredes mere ud, og så så få muligt bliver ramt, siger Birgitte Schjerning Povlsen til Sjællandske Nyheder.

Den lokale afdeling af Ældre Sagen kalder tallene opløftende, men fortæller også, at de skrappe restriktioner har været med til at forstærke ensomheden blandt beboerne.

- De besøgsvenner, vi har, måtte i en lang periode ikke komme på plejehjemmene. Når man har en besøgsven, er det, fordi du ikke har andre. For dem har det været forfærdeligt. Også for pårørende, når man kun kan se hinanden gennem vinduer, siger Gerner Nielsen, der er formand for Ældre Sagen i Rudersdal Kommune.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094