23948sdkhjf

Vinderen er fundet: Kom med indenfor i Københavns nye 368.000 kvm bydel

Siden november sidste år har fem tværfaglige teams arbejdet på at sætte ord og billeder på Københavns nye, grønne bydel, Jernbanebyen. Nu er arkitektkonkurrencen i form af et parallelopdrag afsluttet, og der er fundet en vinder: Team Cobe.

Vinderprojektet, ”Jernbanebyen – på sporet af en grøn, bæredygtig bydel”, kendetegnes blandt andet ved meget høje ambitioner for bydelens gennemgående, grønne struktur.

Team Cobe består af:

Cobe
Arcgency
Urban Creators
EKJ Rådgivende Ingeniører
103 Rådgivende Ingeniørselskab
Metropolitan Metaculture
Mark Vacher
Sandra Lori Petersen

Det skriver grundejerne, DSB Ejendomsudvikling og Freja Ejendomme, i en pressemeddelelse. 

Projektet peger frem mod en DGNB-bæredygtighedscertificering af det der bliver en af Københavns grønneste bydele. Fokus er rettet mod varierende former for bynatur og bevaring af områdets særlige biodiversitet. Centralt i den bærende, grønne struktur er to større, grønne områder der skal rumme en offentlig park og et idrætsområde med tre fodboldbaner. 

Projektet inddeler Jernbanebyen i seks kvarterer med mulighed for flere på sigt, og rummer nytænkende bud på, hvordan en ny bydel som Jernbanebyen, kan udvikles med store, bilfri områder. Eksempelvis foreslår Team Cobe, at udvikle lokale gader som lege- og opholdsgader, og med cykel- og gangforbindelser der er forbundet til den omkringliggende kollektive transport, nedtones vigtigheden af at eje en bil. 

Jernbanebyen - 368.000 kvm bydel i København

Jernbanebyen er placeret mellem Vasbygade, Enghavevej og Ingerslevsgade i København og udgøres af ca. 500.000 kvm. jord, hvoraf cirka 100.000 kvm. benyttes af Metroselskabet.

368.000 kvm planlægger de to grundejere, DSB Ejendomme og Freja Ejendomme, at udvikle en moderne bydel, med boliger, erhverv, detailhandel, institutioner, skole, kollektiv trafik og grønne arealer. 

Jernbanebyen skal være en bydel fyldt med kontraster, hvor moderne, bæredygtig arkitektur lever side om side med bevarede bygninger, der viser områdets industrielle fortid. Team Cobes vinderprojekt giver nuancerede bud på aktivering af netop disse bevaringsværdige bygninger, hvor der blandt andet skabes plads til kreative erhverv og arbejdende værksteder og butikker. Erhverv der allerede i dag spirer rundt omkring i bydelen. 

– Vi bygger videre på områdets stærke historie med de smukke værkstedsbygninger som et kulturelt og skabende omdrejningspunkt, og spreder idéen om en værkstedsby med arbejdende værksteder og butikker, udtaler siger Dan Stubbergaard, arkitekt og grundlægger af Cobe. 

Varieret bebyggelse og en perlekæde

Team Cobes forslag til varierede bebyggelser, der i kraft af variation i højder og karakter, samt forskellige typer boliger og erhvervsbyggerier, skaber mulighed for en række forskellige kvarterer med hver sin identitet. Projektet foreslår forskellige ejerformer og størrelser, hvilket skal bidrage til bydelens diversitet. Ét af omdrejningspunkterne for bydelens liv bliver udover de tre nye fodboldbaner en ny, kommunal skole.

Fakta om parallelopdraget

Parallelopdraget med fem tværfaglige teams blev igangsat ultimo november 2020 og løb frem til marts i år. De fem tværfaglige teams var ledet af hhv. BIG SLA, Cobe, Snøhetta, Vandkunsten Holscher Nordberg og Werk Arkitekter.

De fem teams har i deres arbejde taget udgangspunkt i konkurrenceprogrammet og grundejernes visioner for Jernbanebyen. Med i grundlaget for konkurrencen var også en lang række forslag og idéer fra interesserede borgere, foreninger etc. som grundejerne modtog i forbindelse med en offentlig idefase i efteråret 2020.

Parallelopdraget blev gennemført som en dialogbaseret proces med opstartsseminar, besigtigelser af konkurrenceområdet og to workshops med deltagelse af de fem teams, samt vurderingsudvalget bestående af repræsentanter for de to grundejere, Københavns Kommune, fagdommere og rådgivere (COWI og Grandville).

Endelig beslutning om valg af vinder er alene truffet af DSB Ejendomsudvikling, Freja Ejendomme og de to fagdommere. De to fagdommere udpeget af Arkitektforeningen er hhv. Flemming Frost, arkitekt MAA og Martin Laursen, arkitekt MAA.

Forslaget rummer også en ”perlekæde” af forskellige typer af bebyggelser mod Vasbygade og Metroens klargøringsanlæg CMC, som udover at skabe et grønt og varieret udtryk, også spiller en vigtig rolle i forhold til at håndtere støj. 

Udviklingen af Jernbanebyen går nu ind i en ny fase. 

Grundejerne, DSB Ejendomsudvikling og Freja Ejendomme, indleder nu arbejdet med at omsætte vinderforslaget til en endelig helhedsplan, der skal danne grundlag for startredegørelse og lokalplaner for Jernbanebyen. 

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156