23948sdkhjf

Partier vil bruge milliarder på superbusruter rundt om København

Der tegner sig så småt et flertal på Christiansborg for at anlægge to nye superbusruter i hovedstadsområdet.

Transportformen hedder BRT – Bus Rapid Transit – og de hurtige elbusser kan nedbringe rejsetiden med omkring en femtedel i myldretiden, fordi de kører i deres helt egne spor på vejen. Det skriver TV2 Lorry.

- BRT er en super opgradering af den kollektive trafik. Folk vil virkelig få en wow-oplevelse, hvis de kommer fra en gammel buslinje over i en BRT, siger De Radikales transportordfører, Rasmus Helveg Petersen til TV2 Lorry.

Regeringen har i sit udspil til infrastrukturforhandlingerne foreslået at anlægge to BRT-linjer i hovedstadsområdet. En rute på 34 kilometer der kører ligesom busrute 400S fra Lyngby over Bagsværd, Ballerup og Høje Taastrup for at slutte i Ishøj. Og en 19 kilometer lang rute der kører ligesom busrute 200S fra Gladsaxe over Husum, Rødovre, Hvidovre til Avedøre Holme.

Anlægget af de to ruter vil koste 2,95 milliarder kroner, og deraf foreslår regeringen, at staten betaler 1,6 milliarder kroner. Det har vakt stor glæde i de kommuner BRT-linjerne skal køre igennem, og kommunerne er sammen med regionen og trafikselskabet selv klar med resten af finansieringen.

- Det er en fantastisk sejr, at BRT-linjerne er med i regeringens udspil, for på alle væsentlige punkter, så er de udtryk for en win-win situation. Dem, der kommer til at tage bussen fremover, de bliver glade, og så fører det samtidig til mindre trængsel for de øvrige bilister, for nu forsvinder der jo nogen fra vejene, som ellers ville have kørt der i deres i bil, siger borgmester i Høje Taastrup, Michael Ziegler til TV2 Lorry.

Modsat de røde partier er Venstre dog ikke klar til at udpege specifikke ruter, og vil derfor heller ikke på forhånd love støtte til de to linjer gennem hovedstadsområdet.

- Vi kigger positivt på de to projekter, men vi vil helst afsætte penge til en større pulje til BRT-anlæg, og så må vi derfra se, hvilke linjer der kan blive plads til. Der er jo mange steder rundt om i landet, hvor der kan anlægges BRT, og der bliver nok ikke plads til alt i første omgang, siger Venstres Kristian Pihl Lorentzen, der dog er klar til at øremærke mange penge til anlæggelsen af BRT-linjer, til TV2 Lorry.

Regeringen håber at kunne lande en endelig infrastrukturaftale inden sommerferien.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.094