23948sdkhjf

Plejehjem gik konkurs, og nu skal Karina starte det op fra bunden

Det har været nogle turbulente år for beboerne på Friplejehjem Munke Mose.

Det blev erklæret konkurs i september, og plejen af de 50 beboere overgik til Odense Kommunes beredskab. Konkursen var afslutningen på en række problemer, som indebar en række påbud fra myndighederne og en fyret plejehjemsleder.

Nu bliver Karina Majgaard leder, efter at friplejehjemsorganisationen Mariehjemmene har købt Friplejehjem Munke Mose.

- Det er en stærk fond, som har købt det, og vi skal nok få styr på det. Jeg gik ikke ind i det, hvis ikke jeg troede på, vi kunne få det på ret køl, siger Karina Majgaard.

Hun skal have genskabt tilliden

Hun kommer fra en stilling som leder på boenheden Kildeparken i Assens Kommune. De nye ejere overtager driften, men Karina Majgaard starter allerede fra 3. maj. Hun skal have ansat en helt ny personalegruppe, inden de kommunale medarbejdere forlader stedet efter sommerferien.

- Vi skal have fundet det kompetente personale, og her vil jeg kigge efter tværfaglighed. Det skal gælde både sygeplejersker, ergoterapeuter og SOSU-assistenter og -hjælpere, siger hun.

Plejehjemslederen er bevidst om, at der venter en stor opgave med at få genskabt tilliden mellem beboerne og personalet. Når det nye personale møder ind 1. september, vil borgerne have modtaget pleje af tre forskellige udbydere indenfor bare et enkelt år.  

- Beboerne må have mistet tilliden til den daværende ledelse, så der skal helt sikkert bygges noget op igen. En af mine første opgaver bliver derfor at holde et møde med beboerne og deres pårørende for at høre, hvad de ønsker sig. Det er vigtigt, siger Karina Majgaard.

Det bliver nemmere i privat regi

Det er også en motivationsfaktor for plejehjemslederen, at hun skal bygge noget helt op fra bunden, når hun begynder på Plejehjemmet Ida Marie, som det kommer til at hedde.

Den nye plejehjemsleder glæder sig til at arbejde i privat regi, hvor der ifølge hende kan være kortere fra tanke til handling.

- Nogle gange kan reglerne indenfor det offentlige gøre det lidt besværligt. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med at arbejde værdibaseret og være i eget hus. Jeg skal selvfølgelig stå til ansvar over en bestyrelse, men det er frihed under ansvar, fortæller Karina Majgaard.

- Vi skal sørge for, at det er et hjem og ikke en institution. Det har været en hård tid for beboerne, så vi skal sørge for, at det næste overlap kommer til at gå godt.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.093