23948sdkhjf

Albertslund Kommune dropper Nemlig.com

Boycotten af Nemlig.com breder sig. Nu har Albertslund Kommune besluttet også at stoppe for brugen af den omstridte onlinebutik. Det skriver Fagbladet 3F.

- På baggrund af de sager, der er kommet frem i pressen, har vi en berettiget tvivl om, at de ikke lever op til de betingelser, vi har i vores indkøbspolitik og vores sociale klausuler. Det ligner wild west-agtige forhold både for chaufførerne og lagerarbejderne, siger Steen Christiansen (S), borgmester i Albertslund Kommune.

Aftalen med Nemlig er indtil videre stillet i bero, indtil forholdene er blevet undersøgt nærmere. Det er skoler og andre institutioner i kommunen, som bruger Nemlig.com til indkøb af dagligvarer.

Tidligere har Odense Kommune besluttet at droppe brugen af Nemlig.com, mens København har sat en undersøgelse i gang for at finde ud af, om firmaet lever op til kommunens klausuler på området.

Ifølge Steen Christiansen afventer kommunen blandt andet resultatet af denne undersøgelse. Albertslund Kommune bruger også Intervare, der ejer Nemlig, som leverandør. Her er kommunen bundet op på en indkøbsaftale, som er ved at blive undersøgt nærmere.

Flere andre kommuner overvejer også at droppe Nemlig.com og Intervare som leverandør.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.093