23948sdkhjf

Sjællandsk hospitalsbyggeri forsinket seks måneder

Byggeriet af sengebygningerne på det nye Sjællands Universitetshospital i Køge bliver forsinket i seks måneder. Det er den største etape på hospitalsbyggeriet, der forsinkes, men det får ikke økonomiske konsekvenser for Region Sjælland, oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse efter et møde i Region Sjællands Regionsråd den 3. maj. 

Forsinkelser i leveringen af beton og facadeelementer er de væsentligste årsager til, at første del af senge- og behandlingsbygningen på det nye universitetshospital nu først forventes at stå klar til aflevering i juni 2022 og til at tage i brug efter sommerferien 2022. 

Forsinkelsen på seks måneder betyder, at den endelige aflevering udskydes til den 15. oktober 2025. 

– Det er svære tider for de store byggerier, da vi er afhængige af internationale leverancer. Vi er glade for, at vi nu har en ny og afstemt tidsplan for projektets færdiggørelse, siger projektdirektør Helle Gaub i meddelelsen. 

Når byggeriet står færdigt i juni 2022 følger en periode med flytning af specialiseret udstyr. Det kræver samarbejde med private leverandører, der lukker ned i industriferien. Derfor sker den egentlige flytning af de første patienter først efter sommerferien i 2022. 

Ikke ekstra betaling til entreprenørne

Problemer med at skaffe materialer og arbejdskraft, samt reduceret byggehastighed relateret til covid restriktioner er vurderet af Cowi, der er regionens rådgiver, til at være en force majeure situation.

– Pandemiens udstrækning i tid og geografi sætter sine spor overalt og på mange forskellige måder. I og med vores rådgiver vurderer situationen som force majeure, så medfører det ikke ekstra betaling til entreprenøren at COVID-19 og de afledte effekter forsinker byggeriet, siger Helle Gaub.

Region Sjælland skal i henhold til kontraktens bestemmelser ikke kompensere entreprenøren økonomisk for denne situation. Entreprenøren kan som andre danskregistrerede virksomheder søge offentlige hjælpepakker, hvis de ønsker kompensation for deres situation.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078