23948sdkhjf

Afviser fasemodel for 130 millioners rostadion – frygter halv løsning

Efter otte års bureaukratiske tovtrækkeri i myndighedsbehandlingen er de tre kommuner bag Danmarks Nationale Rostadion ved Bagsværd Sø blevet enige om, at det ikke er realistisk at gennemføre det samlede projekt indenfor de nuværende rammer. 

Dette har Gladsaxe Kommune i dag på vegne af de tre kommuner Gladsaxe, København og Lyngby-Taarbæk meddelt Fonden Danmarks Rostadion, oplyser kommunerne i en pressemeddelelse. 

– Vi er nu blevet mødt med et krav fra fonden om at opdele projektet i to faser, hvor fase 1 er etablering af et rocenter og fase 2 er etablering af rostadion. Det er ikke blevet sandsynliggjort for os, at fase 2 vil blive gennemført. Derfor er vi stærkt bekymrede for, at vi kan komme til at stå med et halvt projekt, hvor kun fase 1 bliver realiseret, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse i pressemeddelelsen. 

– Vi tror simpelthen ikke længere på, at vi kan komme videre indenfor de nuværende rammer, og det har vi meddelt Fonden Danmark Rostadion, tilføjer hun. 

Fra 91 til 134 millioner 

Siden 2013 har Gladsaxe, København og Lyngby-Taarbæk kommuner samarbejdet om at opgradere Danmarks Rostadion ved Bagsværd Sø, så det lever op til de internationale konkurrencekrav, og samtidig forbedre forholdene for rosporten generelt. Planen er at opgradere robanerne og publikumsarealet, bygge nyt dommertårn og et nyt ro-center. 

Entreprenørne var fundet

Det konkrete arbejde med opgraderingen af Danmarks Rostadion har været årevis undervejs.

I foråret 2017 vandt et hold med Aart Architects med Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, Liw Planning og Viggo Madsen Rådgivende Ingeniører konkurrencen om at tegne det nye rostadion med rocenter, dommertårn med en multifunktionel stueetage og tribune samt nyt start- og målområde.

Jorton og HedeDanmark blev så valgt som vinder af henholdsvis byggeentreprisen og anlægsentreprisen på projektet i november 2018.

Dengang var forventningen, at byggeriet kunne være klar til september 2021, hvor Danmark skule være vært for VM i kano og kajak sprint. Planerne om det VM-klare rostadion blev dog lagt endegyldt i graven i juni 2019, fordi byggeplanerne var blevet udskudt. 

Men hele myndighedsgodkendelsen af projektet er havnet i det, kommunerne betegner som ”et evighedsloop”, hvor tilladelser når at udløbe, mens andre tilladelser afventer en endelig afgørelse. De udløbne tilladelser skal så søges igen, for at nye tilladelser kan indhentes, og i mellemtiden når endnu flere tilladelser at løbe ud, som det formuleres i pressemeddelelsen. 

Det nye rostadion har haft forskellige prisskilte påklistret. Oprindeligt omkring 91 mio. kr., mens det i august 2018 kom frem, projektet i sin fulde form ville koste 134 mio. kr. 

Vil videre med projektet 

Gladsaxe Kommune meddeler, at man snarest invitere til dialog med alle relevante parter om, hvordan arbejdet med at opgradere Danmarks Rostadion i forhold til robanerne, publikumsarealet samt dommertårn kan fortsætte. 

Samtidig tages kontakt til de involverede fonde og til relevante ministerier for at drøfte mulighederne for, at de kan medvirke til at sikre gennemførsel af opgraderingen af Danmarks Nationale Rostadion, Bagsværd Sø under de ændrede forudsætninger. 

A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal bidrager med 50 mio. kr., mens Lokale og Anlægsfonden støtter med 10,5 mio. kr. De resterende midler kommer via støtte fra København, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk Kommuner. 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.11